Brøndby er favoritter til guldet efter sejren over AGF torsdag aften.

Det er slut med at gemme sig bag andre, det er slut med fedtspille. Niels Frederiksen tager for første gang i denne sæson ordene i munden som tophold i Superligaen inden sidste rundes kamp mod FC Nordsjælland mandag:

»Jeg har den holdning, at når du fører Superligaen før sidste spillerunde, så er du favorit til at tage guldet. Derfor siger jeg nu, at nu er vi favorit til at tage guldet. Sådan må det være, når man fører – uanset omstændighederne. Vi skal spille foran vores eget hjemmepublikum, selvfølgelig skal vi ud og give alt, og selvfølgelig skal vi tro på, at vi nok skal få de tre point mod Nordsjælland,« siger Niels Frederiksen, der ellers har været garant for at tale uden om favoritværdigheden hele sæsonen.

Han erkender, at det er rart endelig at kunne sige det.

»Jo, det er det. Når jeg siger det nu, så er det fordi, at det hold, der fører Superligaen før den sidste runde, må være favorit, og sådan må det være uanset,« gentager han.

Brøndby-profilen Kevin Mensah fortalte efter kampen, at det nu gjaldt for holdet om at lukke ned for alle udefrakommende faktorer som især sociale medier og holde fuldt fokus på kampen, og det lød godt i Niels Frederiksens ører.

»Det er klart, at nu kommer der en masse ting, en masse skriverier i pressen osv., og det skal vi håndtere på en god måde, og det kan ikke hjælpe noget, at de (spillerne, red.) bruger alt for meget tid på at studere det,« siger cheftræneren for Brøndby, der leverede en formidabel indsats og slog AGF 2-1 til trods for et rødt kort allerede i første halvleg.

»Jeg synes, at det er en enestående præstation. Jeg er meget, meget imponeret over det, vores drenge leverer i dag. Det er det derfor, at jeg kalder det en enestående præstation. Der er rigtig mange ting, der går imod os i dag. To straffespark og et relativt tidligt rødt kort, og så går de bare ud og præsterer helt fantastisk. Uanset, hvad der sker, står de op,« roser Niels Frederiksen.

Sæsonens sidste kamp gælder et mandskab, Brøndby ikke har tabt til i 14 kampe.

»Den statistik går jeg ikke så meget op i. Nordsjælland er et godt hold, de har klaret sig fantastisk flot i mesterskabsspillet. Vi skal gribe dem an, som vi plejer. Det vil sige, at vi skal forberede os, som vi plejer, og det skal ikke adskille sig fra, hvad vi plejer at gøre,« slutter Niels Frederiksen. Guldfavoritten.