Kasper Fisker har spillet sin sidste kamp på Brøndby Stadion som hjemmebanespiller.

I denne uge kom det frem, at aftalen med midtbanespilleren ikke bliver forlænget, og derfor fik han en værdig afsked med klubbens hjemmebane i kampen mod FC Midtjylland.

Efter kampen fortalte han, at han var klar til at gå endog meget ned i løn for en forlængelse, men ak:

Var du ligefrem klar til at blive en af de dårligst betalte eller hvordan?

»Det kan være, du nærmer dig, men det vil jeg ikke komme ind på lige nu. Det skal jeg nok på et tidspunkt, tror jeg. Jeg ville gerne gå rigtig, rigtig langt ned i løn, og det er der mange, der er overrasket over. Det var også derfor, at jeg troede, at jeg havde en chance, men det her handler ikke om økonomi. Det handler om strategi fra klubben, og der har Brøndby en meget stabil og fast hånd, som styrer denne butik. Det er heldigvis godt for Brøndby, men det er det bare ikke for mig. Sådan er gamet,« siger Kasper Fisker og tilføjer om beslutningen:

»Jeg er rigtig ked af, at jeg ikke kan give mere tilbage. Jeg har gået og bedt om at få en forlængelse, fordi jeg gerne vil give endnu mere tilbage og har gjort alt for det,« lyder det fra Fisker, der fik lov at gribe mikrofonen efter kampen og tage sin afsked med fansene.

»Det var tæt på med tårerne. Lad mig sige det. Også da jeg løb på banen til opvarmningen, og Andreas Maxsø og de andre sagde, at jeg skulle løbe først ud. Det er også en anerkendelse af, at det godt kan være, at jeg ikke er den bedste spiller, men jeg har trods alt betydet noget, og det betyder rigtig, rigtig meget for mig,« forklarer den snart forhenværende Brøndby-spiller, der havde sin gamle træner Alexander Zorniger på tribunerne.

»Han sagde, at han ville komme, fordi det var min sidste hjemmekamp. Så da jeg varmede op, så jeg ham deroppe og kom til at tænke på, at det kraftedeme er ham, der fik mig hertil og er skyld i denne fantastiske første sæson. Ham er jeg meget taknemmelig for. Han er den bedste træner, jeg nogensinde har haft,« siger Fisker, der forsikrede, at han endnu ikke har skrevet kontrakt med nogen ny klub.

1. divisionsklubben Fremad Amager er dog blevet nævnt som en ny destination, og Fisker afviste efter kampen mod FCM ikke fodbold på næstbedste klasse.