I fire år var han ærkerival, hademodstander og arbejdede sig op som de værste konkurrenters bedste spiller med tæt på legendestatus.

Så der er ikke noget at sige til, at Viktor Fischer også løftede et øjenbryn eller to, da der 6. august plingede en nyhed ind om, at Kamil Wilczek fremover skulle være hans holdkammerat i FC København.

»Det var jo lige så overraskende for os, som det er for alle andre. Det var meget overraskende. Jeg synes egentlig, at hans spillestil og type er spot on. Der er ikke noget forkert i det. Men en kæmpe overraskelse er det jo at se, at vi gør det, og vi tør det,« siger Viktor Fischer om Kamil Wilczeks forbudte skifte.

Der var kun gået et halvt års tid, fra Kamil Wilczek vinkede farvel til de fans, han i fire år har været den store helt for, til han sagde goddag til de fans, der ikke har kunnet holde ham ud, når han scorede mod dem.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Søndag løber han så ind i Parken uden nogen fra den blå-gule lejr og med bare få fra den blå-hvide. Til sin første kamp for FC København mod Brøndby. Og mens overraskelsen over nyheden lige skulle lægge sig, blev der fra start arbejdet på at få integreret den tidligere konkurrent i FC København.

»Vi er jo de professionelle. Lynhurtigt, første gang vi træner med Kamil, skal vi jo omstille os til, at han ikke er Brøndby-spiller – han er FC København-spiller. Og så støtter vi 100 procent op om det,« siger Viktor Fischer og fortsætter:

»Han har været professionel, han er kold som en kiks, og han kører bare på og vil lave mål. Det tror jeg, kommer os rigtig godt til gode. Vi som holdkammerater kommer til og SKAL støtte op om, at det bliver en succes. Men det var da selvfølgelig helt vildt overraskende.«

Der bliver tit og ofte talt om, at tingene går stærkt i fodbold. Sådan har det også været for Kamil Wilczek. Et skidt ophold i Tyrkiet hos Göztepe fik lige knap lov at vare i syv måneder, og så vendte han tilbage til Danmark og Brøndbys ærkerivaler.

Foto: Claus Fisker
Vis mere

Og efter lidt over en måneds tid i FC København har Viktor Fischer gjort det, som mange Brøndby-fans naturligvis får svært ved: Glemt Kamil Wilczeks fortid.

»Han er en mand, der har gjort rigtig ondt på os, scoret mange mål imod os, og som vi altid har været meget opmærksomme på. Nu spiller han for os, og jeg kan ikke huske, at han har spillet for Brøndby,« siger Fischer, der dog indrømmer det specielle lige i starten:

»De første par træninger ser man det lige an, og så er han FC København-spiller. Det går hurtigt.«

Kamil Wilczeks skifte til FC København var kontroversielt. Det var overraskende. Og det var svært for mange helt at forstå. Men ikke for Viktor Fischer.

»Hvis vi tager udgangspunkt i Kamil, synes jeg, at det for hans vedkommende siger noget om, at det er en mulighed, som han på det tidspunkt ikke kunne sige nej til. Det siger nok også noget om, hvor stor en klub København er.«

»Det er sagt på den pænest mulige måde, fordi hvis der ikke var det styrkeforhold, der har været i et årti mellem de to klubber, tror jeg ikke, at det var attraktivt for Kamil at gøre. Han havde ikke gjort det, hvis ikke FC København var en stor klub.«