FC Midtjylland fik en perfekt åbning på forårssæsonen med en sejr på 2-0 over Lyngby hjemme på MCH Arena.

Sejren betyder, at topholdet FCM nu har syv point ned til FC København på andenpladsen.

Der resterer nu fem runder af grundspillet.

De midtjyske værter havde nytilkomne Lasse Vibe og Anders Dreyer i startopstillingen, og de to offensive debutanter viste begge lovende takter undervejs i kampen.

Dreyer scorede det første mål i opgøret, som FCM dominerede i størstedelen af de 90 minutter, hvor Lyngby i perioder havde svært ved at følge med.

Sejren var FCMs første i de seneste fem hjemmekampe mod Lyngby, som på et koldt og blæsende MCH Arena aldrig rigtig var tæt på point.

Efter to forsøg på træværket kom hjemmeholdet fortjent foran efter en halv time, hvor Anders Dreyer scorede på en friløber.

Hjemmeholdet kom tæt på flere scoringer før pausen ved forsvarsspilleren Alexander Scholz og kantspilleren Awer Mabil, men Dreyers scoring blev første halvlegs eneste.

Den midtjyske dominans fortsatte efter pausen, hvor Lyngby dog i perioder var bedre med, end gæsterne var i første halvleg.

Lasse Vibe kom uhyre tæt på sin første FCM-scoring, da han efter en times spil sparkede få centimeter forbi mål.

Knap 20 minutter før tid faldt kampens afgørelse, da FCMs Awer Mabil efter et hjørnespark frækt scorede med hælen.

Oprykkerne fra Lyngby ligger trods nederlaget fortsat nummer otte med to point op til top-6.

/ritzau/