Ganske vist er FC Midtjylland og FC København konkurrenter i toppen af Superligaen. Men det er ikke ensbetydende med, at man i klubben på den jyske hede ikke kan glæde sig over den succes, Ståle Solbakkens FCK-tropper i øjeblikket oplever i Europa League.

I en snak med B.T. lægger FCM-direktør Claus Steinlein således ikke skjul på, at han er imponeret over FCKs samlede sejr over den skotske storklub Celtic:

»Det er et super fedt resultat. Stort tillykke til FCK,« siger Claus Steinlein og tilføjer:

»FCKs indsats mod skotterne var flot. Jeg må sige, at de er stærke internationalt. Gang på gang har de vist det. Det har været en lang rejse for dem, men man kan ikke rose dem nok.«

Claus Steinlein, billedet, er direktør i Superliga-klubben FC Midtjylland.
Claus Steinlein, billedet, er direktør i Superliga-klubben FC Midtjylland. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Claus Steinlein ser store perspektiver i FCKs avancement til Europa Leagues ottendedelsfinaler, hvor de nu skal op mod det tyrkiske storhold Istanbul Basaksehir.

»For dansk fodbold er det fedt, at vi har et internationalt flagskib. Selvfølgelig glæder jeg mig over deres succes. Den smitter af på os alle, og om et par år har vi måske to pladser i Champions League-kvalifikationen, fordi FCK har klaret sig så godt,« siger Claus Steinlein.

Han mener, at FCK fortjener ros for alle de point, de gennem årene har erobret i de europæiske klubturneringer.

»Men det sjove er jo, at vi nærmest har indkasseret lige så mange point som alle de andre danske hold end FCK tilsammen. I den forbindelse kan jeg ikke lade være med at grine lidt, når vi alligevel indimellem ender som prügelknabe. For vi har altså også medvirket til, at danske klubber ligger pænt placeret på UEFA-ranglisten. Når det er sagt, har vi kæmpe respekt til overs for FCK, som er en kæmpe inspirationskilde for os,« siger Claus Steinlein.

Claus Steinlein, billedet, er administrerende direktør i FC Midtjylland.
Claus Steinlein, billedet, er administrerende direktør i FC Midtjylland. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Han mener, at de eksperter, der følger fodbolden tæt, bør se nuanceret på tingene og ikke fokusere alt for meget på FCM, når den samlede danske deltagelse i de europæiske klubturneringer analyseres.

»Måske skal de kigge lidt på nogle af de andre danske storbyer. Hvor mange point er AGF, OB, AaB og Brøndby eksempelvis kommet med de seneste mange år? Det er nogle gange lidt, som om det er os, der er dårlige. Hvis alle andre klubber havde skaffet lige så mange point som os, ville vi have været endnu bedre placeret på UEFA-ranglisten,« siger Claus Steinlein.

På trods af FCKs succes i Europa League fører FCM ikke desto mindre Superligaen suverænt. Og han er da heller ikke bleg for at kalde FCM for mesterskabsfavoritter.

»Der er lang vej endnu, men jeg tror, at alle helst ville være os,« siger Claus Steinlein.