Han er kun 16 år gammel, men Roony Bardghjis navn har runget i mulden under Superligaen i et godt stykke tid efterhånden.

For han er et helt specielt talent, og det viste den svenske vidunderdreng også, da han fik sin debut fra start i FC Københavns 1-1-kamp mod AGF. Og efter kampen kunne han så sætte ord på den store oplevelse for en knægt, der er født i Kuwait af syriske forældre, men opvokset i Sverige.

»Det er en drøm, jeg har haft, siden jeg var lille, og som jeg har arbejdet hårdt for hver dag, så at få lov at spille her var virkelig en fornøjelse,« siger Roony Bardghji.

Det er en lille uge siden – 15. november – at Roony Bardghji fyldte 16 år og dermed opnåede en alder, der gør ham spilleklar i Superligaen. Ved første lejlighed fik han så chancen af Jess Thorup, der efterfølgende endda fortalte, at han ikke var sikker på, at han ville have taget sit stortalent ud, hvis ikke han var blevet småskadet.

Foto: Lars Møller
Vis mere

Og FCK-træneren har haft et meget godt øje til den unge kantspiller, som han også trak til siden allerede lørdag.

»Det var en lille hemmelighed, som træneren sagde til mig allerede før træningen i går (lørdag, red.), at jeg skulle starte. Og det var nok meget godt, så jeg kunne slappe af derhjemme og fokusere på kampen, siger Bardghji.

Og da han så først trådte ind foran de 25.000 tilskuere i Parken, var det heldigvis for ham ikke noget, der bankede ham helt ned.

»Jeg var ikke så nervøs. Jeg kiggede rundt og så alle de fans heppe. Jeg hørte også, at de råbte mit navn under opvarmningen. Det vil jeg aldrig glemme,« siger Bardghji, der ikke er glad for at snakke om sine kvaliteter.

Men han kunne godt sige lidt om sin mentalitet.

»Mit hoved er godt. Jeg arbejdet meget med det mentale, for jeg føler, det er vigtigt i fodbold, hvor du aldrig ved, hvad der sker. Du skal kunne holde fokus,« siger han og peger på sin største hjælp i den del:

»Det er mest min far. Vi taler altid om fodbold. Om kampene og alt det rundt omkring dem. Han giver mig altid eksempler på, hvad jeg skal gøre. Det er mest ham, der rådgiver mig,« siger den 16-årige svensker.

Og når nu han ikke selv vil tale om sine kvaliteter og talent, kan hans holdkammerat Jonas Wind heldigvis hjælpe med den del.

Foto: Lars Møller
Vis mere

»Det er imponerende. Det er flot, at han som 16-årig kan gå ind og spille på den her scene og gå ind og levere en god præstation. Stor cadeau til ham,« siger Wind og beskriver størrelsen på talentet:

»Han kan blive rigtig god. Han er kun 16 år, og jeg kan huske, da jeg var 16 år. Der tror jeg ikke, at jeg kunne gå ind og levere, som han gjorde i dag. Han skal bare holde snuden i sporet og blive ved med at arbejde hårdt, for det tekniske og de fodboldmæssige kvaliteter er rigtig store hos ham. Det skal nok blive godt.«