Den danske Manchester United-legende er ked af at se Ole Gunnar Solskjær forlade klubben.

Nordmanden blev søndag fyret efter knap tre år i trænersædet.

»Det er trist, jeg er meget trist. På Oles vegne, på klubbens vegne, på fansenes vegne. Vi har fyret for mange managere på for kort tid,« siger han til Sky forud for Formel 1-grandprixet i Qatar. Her var Schmeichel til stede med flere fodboldstjerner i forbindelse med markeringen af, at VM i Qatar venter om et år.

Solskjær og United har leveret svingende resultater i dette efterår, hvor man blandt andet blev ydmyget med 0-5 på hjemmebane mod ærkerivalerne Liverpool. Lørdag stod på endnu en ydmygelse, da Watford smadrede United 4-1.

Mads Claus Rasmussen

Og så var det umuligt for klubben at holde fast på nordmanden, der overtog jobbet midlertidigt i december 2018, da José Mourinho blev fyret.

Siden blev han fastansat efter en stribe gode resultater, men en stor succes blev det aldrig til for Solskjær, der var tættest på et trofæ i Europa League-finalen tidligere på året. Her tabte United dog til Villareal.

Indtil videre overtager Michael Carrick rollen som træner, men United oplyser, at man jagter en anden løsning for resten af sæsonen.

Derfor lader meget til at pege på, at det nye projekt for alvor først starter op til sommer, hvor man vil ansætte den permanente afløser.