I morgen runder Nikolaj Jacobsen et af livets helt skarpe hjørner, når han fylder 50 år.

I den anledning har B.T. mødt håndboldlandstræneren til en snak om, hvad tilværelsen indtil videre har lært ham.

Han fortæller blandt andet om forældrenes tidlige død, som stadig sidder i ham. Om dengang, han mistede glæden ved at være håndboldtræner. Om kærlighed i så store mængder, at han slet ikke begriber det.

Og så kommer Nikolaj Jacobsen også med en ny udmelding om sin fremtid som træner …

Tillykke med fødselsdagen, Nikolaj Jacobsen. Der er mange, der har det specielt med at fylde 50 år – hvad betyder det for dig?

»Jamen, det lyder jo lidt gammelt, ha, ha … Men det får ikke nogen mental betydning for mig. Nogle kommer i en midtvejskrise og reflekterer over, hvor de står henne. Der havner jeg ikke. Jeg har nået alt det, jeg gerne ville, på de her 50 år.«

»Jeg har fået en fantastisk familie med Lenette (hans hustru, red.). Vi har tre dejlige børn, og jeg kunne ikke ønske mig mere. Og jeg har opnået mere med min sport, end jeg nogensinde havde drømt om.«

»Jeg har spillet for en af de allerstørste klubber i verden, og jeg har vundet næsten alt som spiller. Bortset fra med landsholdet – og det er jeg så forhåbentlig i gang med at ændre på nu. Og på ti år som cheftræner har jeg vundet mere, end mange andre nogensinde kommer i nærheden af. Så jeg stresser ikke over noget.«

Vis mere

Sandsynligheden taler jo for, at du nu er mere end halvvejs gennem dit liv. Gør det indtryk på dig?

»En gang imellem kan jeg godt tænke over, at udløbsdatoen kommer tættere på. Og jeg har ikke lyst til at skulle væk herfra. Men jeg tager ikke noget for givet. Min mor var sund og rask, men hun døde som 46-årig efter en hjerneblødning. Man kan ikke være sikker på noget.«

Hvad er den vigtigste ting, som livet har lært dig?

»Jeg mistede både min mor og far i løbet af 14 måneder, og deres tidlige død lærte mig, at livet ikke bare er en dans på roser. Det var hårdt for mig at stå med det tab som 27-28-årig. Jeg havde også to yngre brødre, som jeg følte et stort ansvar for at tage mig af.«

»Savnet efter ens forældre kommer man sig aldrig over. Jeg gør i hvert fald ikke. Jeg er ked af, at de ikke kom til at opleve deres børnebørn. Og jeg er ked af, at de ikke har kunnet være med til de store ting – som da mine døtre blev studenter, eller da vi vandt VM i Herning i 2019. Man behøver jo ikke altid at få så meget at vide af sine forældre, men et klap på skulderen af din mor eller far kan være rigeligt. Så ved man, at det ikke har været så skidt endda. Men deres død lærte mig at huske at nyde livet, for du ved sgu aldrig, hvad der sker i morgen. Og at du ikke kan tillade dig at gå rundt og være sur over ligegyldige småting. Man skal få det bedste ud af livet og lade være med at sidde og fortryde en masse ting, du ikke fik gjort, når du fylder 50 år.«

»Som træner har det blandt andet betydet, at jeg ikke er bange for at tage chancer og leve med risikoen, for jeg har på egen krop oplevet nogle ting, som er en million gange værre end at tabe en håndboldkamp eller ryge tidligt ud af en slutrunde. Jeg er ikke sikker på, jeg havde fået den indsigt, hvis jeg ikke havde oplevet at miste på den måde.«

Har den bagage gjort dig til en bedre træner?

»Ja, det tror jeg. Min livserfaring og de her to meget store bump har givet mig noget robusthed til at sige, at tingene skal være på min måde, hvis det skal fungere for mig at være i et job. Og en fyring skræmmer mig for eksempel ikke. Og mine oplevelser har gjort – selvom det måske ikke ser sådan ud ude på bænken – at jeg tager det hele nogenlunde afslappet.«

Vis mere

Fordi du er blevet mere kompromisløs, end du ellers var blevet?

»Kompromisløs på den måde, at jeg ikke tænker over konsekvenserne ved at tabe eller ryge ud af gruppespillet til et mesterskab. Som jeg siger: Solen står også op i morgen, selvom vi har tabt en håndboldkamp. Det tager altid lige toppen af tingene. Jeg ved godt, at mange sportsjournalister hader, at jeg siger det, men du kan ikke sige noget til det. Det er jo rigtigt.«

»Jeg lærte særlig i min tid i Bjerringbro-Silkeborg, at jeg ikke vil gå på kompromis med mig selv. Klubben begyndte at fokusere meget på den mentale del, og det kan jeg sagtens se fordele i, selvom jeg ikke bruger det så meget. Men det gik alt for meget op i, om en spiller havde en profil, der var rød, grøn eller gul. Under kampene havde vi en mentaltræner siddende bag ved bænken, som undervejs mindede om, at 'ham der, han er altså grøn'. Altså … jeg vil skide på, om han er grøn. Hvis han har kastet bolden ud over sidelinjen tre gange, så får han en skideballe. Lige så vel som hvis han har skudt bolden op i hjørnet tre gange, så får han kæmpe ros. Sådan fungerer min verden.«

»Jeg syntes, det tog overhånd, og det var også derfor, jeg stoppede i klubben. Jeg mistede glæden ved at være træner, og så var det bedst at skilles. Så passede det heldigvis fint med, at Jan (Larsen, red.) var klar til at give mig chancen i Aalborg.«

Vis mere

Hvad er den største fortrydelse i dit liv?

»Jeg skulle nok aldrig have løbet den kontra (hvor han fik sin alvorlige knæskade, red.). Den dag skulle jeg ikke have tyvstartet så meget. Og så fortryder jeg, at jeg ikke var stærkere, da Kiel i en periode pressede mig for meget med mit knæ, fordi vi skulle vinde nogle ting.«

»Jeg spillede alt for ofte med alt for mange smerter og alt for hævet knæ i de sidste år af min tid i Kiel. Jeg skulle have sagt noget mere fra, når jeg havde ondt, i stedet for bare at spise en pille og bide det i mig, for så havde jeg måske ikke haft de problemer, som jeg har i dag og særlig har kæmpet med de sidste fire-fem år.«

»Derfor kommer jeg heller aldrig selv til at presse en spiller til at spille, hvis han døjer med noget, der kan sætte sig og genere resten af livet.«

Hvad ville du ønske, du var bedre til?

»Mine børn ved, at deres far vil gøre hvad som helst for dem, men på grund af mit job er der mange tanker i hovedet, så nogle gange kan jeg godt svæve lidt væk, fordi jeg er ved at bearbejde et system i hovedet. Så jeg tror, at mine børn og Lenette godt kunne tænke sig en lidt mere nærværende far og mand. Men jeg kan ikke slippe det.«

»Det var også derfor, jeg ikke kunne dobbeltjobbe. Da jeg var i Rhein-Neckar Löwen, vågnede jeg om natten og stod op for at skrive systemer ned. Derfor var min første slutrunde som landstræner også et helvede, fordi jeg nærmest ikke fik noget søvn i 16 dage i træk. Det var vanvittig hårdt.«

»Det var her, jeg fandt ud af, at jeg er nødt til at tage sovepiller til mesterskaber, for ellers får jeg simpelthen ikke noget søvn. Det lever i hovedet på mig 24 timer i døgnet.«

Vis mere

Hvad har du lært af at få børn?

»At det der med at elske andre mennesker, det er meget større, end jeg lige gik rundt og troede. Jeg kan godt tage mig selv i at sige: 'Det var ligegodt satans, hvor meget man kan elske tre andre mennesker.' Jeg kan ikke med ord beskrive den kærlighed, jeg har til mine børn. Det kan også nogle gange være lidt skræmmende, at man kan gå rundt med så meget kærlighed til … tre møgunger, ha, ha.«

Du har tidligere fortalt, at der ikke var mange penge derhjemme, da du var barn. Har det betydet noget for, hvordan du selv har grebet dit liv an – at du skulle nå et bestemt økonomisk mål?

»Jeg fik sgu ikke noget som barn. Jeg havde to par bukser og tre par sko – jeg skulle have et par ekstra sko, fordi jeg spillede så meget fodbold. Men jeg er ikke særlig materialistisk, så jeg har ikke tænkt, at jeg skal bare have det og det … Men hjemme hos os ved mine børn godt, hvor de skal gå hen, hvis de skal have noget. De kan køre mig rundt om deres lillefinger, og jeg har svært ved at sige nej til dem. Og det har sgu ikke gjort tingene nemmere med MobilePay – så kan de bare sende en request.«

»Jeg stiller mange andre krav og kan også være hård på andre områder, men jeg forkæler dem for meget. Ikke at de får lige, hvad de peger på, for de skal selv bidrage og lære, at man er nødt til at yde for at få noget. Men omvendt finder jeg også en stor glæde i, at jeg kan hjælpe dem og forkæle dem mere, end jeg blev, da jeg var dreng. Så bliver jeg lidt stolt over, at det er gået så godt, at jeg har muligheden for det.«

»For når du får børn, så drejer dit liv sig – når alt kommer til alt – om at gøre dine børns liv så godt som muligt. Alle vores handlinger som forældre har i sidste ende udgangspunkt i det. Det er i hvert fald min filosofi.«

Tænker du nogensinde på døden?

»Nej … ikke rigtigt. Jeg tror ikke på et liv efter døden. Den dag, du lukker øjnene, så er der mørkt: 'Tak for denne gang.' Du har gjort det godt, eller du var et røvhul – det må folk selv bestemme. Min far blev 51, og min mor blev 46, og det er den alder, jeg er i nu. Og jeg kommer jo også op i en alder, hvor der er nogle, der ryger med en blodprop og andre ting … Men den bevidsthed forstærker egentlig bare det her med: Få nu det bedste ud af dit liv, og lad være med at forsøge at leve alle mulige andres.«

»Vi ved aldrig, hvornår det stopper, og derfor prøver jeg at leve livet … live life to the fullest havde jeg nær sagt, men det lyder så åndssvagt, for det er der jo ingen, der gør. Så ville du køre rundt på en Harley mod samtlige solnedgange. Men det går jo ikke. Min søn skal stadig vækkes og i skole … Så kan man gå derhjemme og sige til hinanden, at 'skat, nu lever vi livet fuldt ud' – ja, lige indtil det siger 'Ding' inde fra Forældreintra. Så kalder virkeligheden.«

»Men jeg vil fortsætte med at få det optimale ud af de muligheder, jeg har i mit liv. Jeg tror, det er vigtigt, når man kommer til slutningen, at man kan sige: 'Jeg har haft et godt liv' og slutte fred med det.«

Har du nogensinde været bange for at dø?

»Der var én gang, hvor vi landede i Kiel, og det blæste voldsomt. Piloten sagde, at nu skulle vi allesammen sætte os i nødlandingsposition i sæderne. Flyets bagende knaldede ned i landingsbanen, og vi stoppede først lige foran hegnet i lufthavnen. Men det hele gik så stærkt, så du når ikke andet end lige at kigge rundt og tænke: 'Fuck, fuck' og så tænke på din familie. Heldigvis skete der ikke noget.«

»Jeg havde også en oplevelse engang, hvor jeg havde haft sådan en rigtig hård lungebetændelse og hostet rigtig meget. Så blev jeg scannet, og lægerne fandt en sort plet på lungen – og de vidste ikke, om det var kræft.«

»Der var jeg igennem en uge med scanninger og alle mulige test, inden jeg fik svar. Det var sgu en lang uge med mange tanker. Men det viste sig bare, at jeg havde hostet så meget, at det havde givet nogle sprængninger.«

Hvad er det værste ved at blive ældre?

»At man ikke kan sove længe, fordi man skal op og tisse, og har ondt over det hele, når man har bevæget sig bare lidt. For mig er det værste, at min krop er for slidt på grund af de ting, jeg har udsat den for i min karriere. Det irriterer mig, at jeg ikke kan være så aktiv, som jeg gerne ville. Lige nu kan jeg spille golf – og det er så det. Jeg synes, at padel og tennis er megasjovt at spille, men jeg kan ikke nogen af delene. For det først får jeg en fibersprængning i læggen efter to minutter! Og så får jeg ondt i ryggen, ondt i knæene, ondt i hofterne og så videre. Jeg kan simpelthen ikke holde til det.«

Vis mere

Nu runder du 50 år, og du har et job med et ekstremt stort pres – gør du dig nogen tanker om, hvor længe du kan holde til det?

»Jeg tror, at meget afhænger af, hvordan det går med resultaterne. Lige nu går det godt, og folk smiler venligt til mig. Men rammer vi en femårig periode, hvor vi ikke kommer i semifinalen, og folk begynder at sætte spørgsmålstegn ved mine evner, så bliver det måske for hårdt og er ikke sliddet værd. Og så ved jeg ikke helt, om jeg er færdig med at være klubtræner endnu … Om jeg skal ud igen og på jagt efter det der Champions League-trofæ, jeg aldrig har vundet.«

Du har ellers tidligere sagt meget klart, at du ville være klubtræner i udlandet igen. Hvad har ændret sig, siden du nu er usikker på det?

»Hvis du har et hold i Bundesligaen, som også spiller Champions League, så er der for mange kampe. Så hvis jeg skal tilbage til Tyskland, skal der ske noget med antallet af kampe. Hvilket der nok ikke gør. Og så er der pludselig ikke så mange klubber tilbage at vælge imellem, som kan opfylde de ting, jeg gerne vil.«

Betyder det, at vi kan ende med at se dig som en slags håndboldens svar på Morten Olsen? Så du ender med at være landstræner i +15 år?

»Jeg har en kontrakt til 2025, og så må vi se, hvor dansk håndbold er henne på det tidspunkt. Jeg har heller aldrig lagt skjul på, at jeg var voldsomt glad for at arbejde på TV 2 – det kan også være, jeg gerne vil tilbage til det. Men lige nu er jeg meget tilfreds og ser mig selv som dansk landstræner. Og det gør jeg mange år endnu. Og hvis alle er tilfredse, så har jeg ingen planer om at stoppe. Heller ikke i 2025.«

Og så til allersidst … Hvad byder de næste 50 år på for Nikolaj Jacobsen?

»Håndbold, golf og familie. Forhåbentlig er jeg også blevet morfar eller farfar i løbet af de 50 år. Og så håber jeg ikke, at Lenette er blevet træt af mig, ha, ha … Så skal jeg ikke bede om mere.«