Han er født langt fra de smukke badestrande, det krystalklare vand, det vilde dyrerige og de aktive vulkaner.

Alligevel har den hollandskfødte Kevin Diks et helt særligt forhold til verdens største øgruppe, Indonesien.

For fem år siden besøgte den 24-årige back nemlig for første gang det land, som hans bedsteforældre er født i.

»Det er underligt at sige, for jeg er født i Holland, og det samme er min mor, men da jeg kom til Indonesien første gang, lugtede det som hjem. Det lugtede, som om noget var rigtigt. Der skete noget, da jeg rejste dertil,« fortæller han til B.T.

Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Det var FCKerens bedsteforældre, der med skib tog turen til Europa og Holland, hvor de bosatte sig og senere fik Diks' mor.

Derfor har Indonesien altid været en del af ham, men de seneste år er kærligheden til hans andet hjemland blevet større og større.

Efter han slog igennem som professionel fodboldspiller, har Kevin Diks nemlig oplevet en massiv støtte fra et hav af indonesere, på trods af at han er født og opvokset i den hollandske by Apeldoorn.

»Støtten fra indonesiske fans har været helt fantastisk. Jeg mødte nogle fans, da jeg var der sidst, og uddelte nogle også nogle T-shirts, da jeg spillede i Fiorentina. Den måde, de støtter mig på og nærmest skriver til mig hver eneste dag, er helt vildt. Det er virkelig dejligt.«

Kevin Diks har tidligere spillet for både Vitesse og Feyenoord (billedet) i hjemlandet, Holland.
Kevin Diks har tidligere spillet for både Vitesse og Feyenoord (billedet) i hjemlandet, Holland. Foto: OLI SCARFF
Vis mere

Mange af hans følgere skriger også på at få forsvarsspilleren til at stille op for det indonesiske landshold, men for Kevin Diks er det ikke så ligetil.

Med fem mål i 14 kampe for FC København skulle man ellers mene, at backen så småt banker på til også at kunne hoppe i landsholdstrøjen, men for nu holder Diks alle muligheder åbne.

»Selvfølgelig har jeg overvejet at stille op for Indonesien. Men så længe hverken Holland eller Indonesien prikker til mig, så behøver jeg ikke at tage nogen beslutning,« fortæller Kevin Diks, der har spillet på flere af Hollands ungdomslandshold.

»Det er uden tvivl fantastisk at repræsentere et land. Det er en ære. Men jeg holder alt åbent, og vi må se, hvad der sker. Mine ambitioner er i hvert fald meget store, og jeg vil være så god, som jeg overhovedet kan blive. Jeg skal have alt ud af min karriere.«

Kevin Diks og resten af FC København-mandskabet skal søndag aften i aktion, når der er dømt topbrag mod FC Midtjylland.

Opgøret i Parken spilles klokken 18.