Ragnar Sigurdsson har sat sin underskrift kontrakten med FC Krasnodar, og dermed er skiftet til Rusland nu endegyldigt på plads.

FC København meddeler torsdag på deres hjemmeside, at handlen med FC Kranodar er afsluttet, og at nu Ragnar Sigurdsson officielt er skiftet til den russiske liga. Overgangssummen menes at ligge på 37.5 millioner kroner. De danske mestre skal dog angiveligt aflevere 15 procent af summen til IFK Göteborg, hvor man i 2011 hentede den stærke islandske forsvarsspiller.

FC København forklarer, at de helst havde beholdt Sigurdsson, men tilbuddet fra russerne ganske enkelt var for godt at sige nej til.

- Ragnar har på alle måder været en god historie i FC København, hvor han kar udviklet sig fornemt og blev en vigtig brik på holdet, ligesom han var en god holdkammerat og repræsentant for klubben. Vi havde gerne beholdt Ragnar, men han har fået en god mulighed, og klubben har fået et tilbud, vi ikke kunne sige nej til. Derfor tager vi en varm afsked med Ragnar og ønsker ham alt det bedste, siger sportsdirektør Carsten V. Jensen.

Ragnar Sigurdsson optrådte 102 kampe og scorede 4 mål i FCK-trøjen, inden turen nu går til Rusland.