De danske mestre meddeler på sin hjemmeside, at man har ansat Johan Lange som udviklingschef i klubben med øjeblikkelig virkning.
I december måned meldte FC København ud, at man ville ansætte en udviklingschef i klubben. Nu står det klart, at det er den tidligere Lyngby-træner, der skal besidde stillingen hos de danske mestre.
Johan Langes opgaver som udviklingschef omfatter blandt andet scouting og rekruttering af talenter i Superligaklubben.
- Johan Lange har helt naturligt været en kandidat til rollen som udviklingschef i F.C. København fra den dag jobfunktionen blev slået op. Der har været andre gode kandidater, men Johan lever på alle områder op til den profil, vi ønsker på posten. Han havde andre muligheder på hånden og havde nok planlagt at være dedikeret til cheftrænergerningen i de kommende år, men heldigvis var vores planer for ham og os ikke en udfordring, han kunne sige nej til, siger en tilfreds sportsdirektør Carsten V. Jensen til klubbens hjemmeside.
Johan Lange har tidligere været ansat som både A+-træner og assistent for Superligaholdet i FC København. Derudover har han været en tur i engelske Wolverhampton, hvor han assisterede FC Københavns nuværende cheftræner, Ståle Solbakken.
- Alle her i klubben kender Johan som en hårdtarbejdende, målrettet og god arbejdskollega. At han er 'oplært' i F.C. Københavns måde at tilgå spillet på er naturligvis et plus, og han kommer herudover nu tilbage med erfaring fra jobfunktioner i ind og udland. Vi er alle glade for at have Johan med på holdet igen.
Den nu tidligere Lyngby-angriber har fået opbygget sig et godt ry, men trods interesserer fra andre klubber, endte det altså med en tilbagevenden til FC København.
- Jeg glæder mig over at være tilbage i min klub og til at starte i en virkelig spændende stilling og funktion. Jeg havde andre muligheder, og så nok mig selv mest som træner lige nu, men efter flere samtaler med Anders Hørsholt, Carsten V. Jensen og Ståle Solbakken følte jeg mig sikker på, at dette er det helt rigtige job for mig. Det er ikke mange steder i Europa, hvor man får mulighed for at komme så meget i dybden med tingene for at kvalitetssikre, som FCK vil nu, og derfor er det en stor og spændende udfordring, at være med til at udvikle klubben fremad sammen med de mange dygtige folk som er her på og uden for banen, siger Johan Lange til fck.dk.
Johan Lange tiltræder med omgående virkning i jobbet.