Efter 10 ugers kamppause på grund af en knæskade, gjorde senegalseren Dame N'Doye comeback i FC Københavns startopstilling i mandag aftens Superliga-kamp mod AGF.

Og det tør nok siges, at han imponerede.

Den 34-årige angriber scorede nemlig begge FCK's mål i sejren på 2-1.

»Han fylder. Han er stærk. Og han er vores far. Både på og udenfor banen tager han et enormt ansvar,« sagde FCK-profilen Jens Stage efter den underholdende kamp.

FCK-angriberen Dame N'Doye jubler over sin scoring til 1-0 mod AGF.
FCK-angriberen Dame N'Doye jubler over sin scoring til 1-0 mod AGF. Foto: Henning Bagger
Vis mere

B.T. ville gerne have haft en kommentar fra Dame N'Doye. Dette var imidlertid ikke muligt, da han efter at have fået fuld spilletid - i omklædningsrummet - blev placeret i en såkaldt game ready-maskine, der effektiviserer restitueringen.

»Her efter kampen kan N'Doye knap nok gå. Så hårdt har kampen taget på ham,« sagde Jens Stage med et stort smil.

Jens Stage var tilbage på Ceres Park i Aarhus efter sommerens skifte fra AGF til FCK.

»Det var dejligt. Vi fik de tre point. Men vi måtte virkelig kæmpe for sagen,« sagde Jens Stage, der blev modtaget af en øredøvende pibekoncert af AGF-supporterne.

Jens Stage skiftede i sommer fra AGF til FC København.
Jens Stage skiftede i sommer fra AGF til FC København. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Jeg bemærkede deres buh-råb ved navneopråbet før kampen. Men undervejs i kampen lagde jeg ikke et sekund mærke til om publikum var med eller mod mig. Jeg synes, det er helt ok, at de ytrer sig. I fodbold skal der være plads til lidt sjov og ballade,« sagde Jens Stage.

FCK-manager Ståle Solbakken roste Dame N'Doye til skyerne.

»Han har kun trænet de seneste otte-ni dage. Alligevel bliver han kampafgørende mod AGF. Den mentale styrke han besidder, er imponerende,« sagde Ståle Solbakken.

Til gengæld var han ikke tilfreds med FCK's åbning på kampen.

FC Københavns træner Ståle Solbakken.
FC Københavns træner Ståle Solbakken. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Det overrasker mig lidt, at AGF i den grad får os presset i bund. Men N'Doyes scoring til 1-0 betyder, at vi får styr på spillet igen,« sagde Ståle Solbakken, der ikke ønskede at kommentere klubbens tætte kampprogram i øjeblikket.

»Jeg vil helst ikke sige mere end jeg allerede har sagt om den sag, men jeg er glad for, at vi ikke allerede i morgen skal spille pokalkamp mod FC Nordsjælland. Godt at det først er på torsdag. Her er det udelukket at vi får Dame N'Doye i aktion igen. Men måske når Andreas Bjelland til gengæld at blive klar,« sagde Ståle Solbakken.

Han havde angriberen Nicklas Bendtner med i Aarhus. Men den tidligere landsholdsspiller kom ikke på banen.

»Havde kampen udviklet sig anderledes, kan det sagtens være, at jeg have valgt at sende ham i aktion. Hvad angår hans FCK-fremtid, bliver den først afgjort efter sæsonen. Lige nu er vores kampprogram så tæt, at vi ikke har tid til at tage den snak endnu,« sagde Ståle Solbakken.