»Det er en pligt for mig at svare på fodboldbanen og lade folk bedømme mig, som de synes. Det skal jeg ikke selv gøre i nyhederne,« svarer Dame N'Doye.

»Der kan komme dårlige kampe, men i de tilfælde skal man selv vide, at man har været dårlig, og hvorfor man har været det. Det gør jeg. Jeg har ikke behov for, at folk fortæller mig det.«

Den 34-årige spiller er en af FCK's største angribere gennem tiden. Men det er rystende lidt, man hører fra den mediesky senegaleser selv.

Forud for kampen mod FC Midtjylland har N'Doye dog indvilliget at give B.T. et stort interview på modersmålet, fransk.

Man siger, at tredje gang er lykkens gang, og det var det også med Dame N'Doye. Først på tredje interviewaftale dukkede han op, så interviewet kunne gennemføres. Det skete endda på trods af, at Nicklas Bendtner helt uventet afbrød samtalen.

Derfor havde jeg forventet, at en distræt og introvert mand ville troppe op til aftalen, hvis altså han overhovedet mødte op. Men Dame N'Doye var overraskende sympatisk, nærværende og afslappet i løbet af den halve time, han havde med B.T.

»Det var et kæmpe sats for mig at komme tilbage.«

I sommeren 2018 vendte Dame N'Doye tilbage til FC København, seks år efter han forlod klubben med en status, der nærmede sig klublegende. Derfor kom det som en stor overraskelse, da den på det tidspunkt 33-årige N'Doye vendte tilbage til Danmark.

Dame N'Doye fejrer FCK's 1-0-mål i Parken mod Sønderjyske.
Dame N'Doye fejrer FCK's 1-0-mål i Parken mod Sønderjyske. Foto: Lars Møller
Vis mere

Flere stillede spørgsmålstegn ved, om den 'gamle' angriber stadig kunne præstere. N'Doye svarede igen med at score 22 superligamål i sæsonen og være en af de bærende kræfter bag FC Københavns danske mesterskab. Alderen er ligegyldig, siger den nu 34-årige senegaleser, der ikke var overrasket over det høje niveau, han har bidraget med siden returen i FCK.

»Hvis man arbejder, giver sig selv og tror på sig selv, så åbner det døre. Tro på dig selv og andre, involvér dig i klubben. Det er meget vigtigt.«

Følte du noget pres, da du kom tilbage til FCK?

»Nej, egentlig ikke, selvom det før er sket, at profiler er kommet tilbage til deres gamle klub, og det er endt som en fiasko. Det havde været ærgerligt at komme tilbage i et år og tabe det hele på gulvet,« fortæller Dame N'Doye om dengang, han gjorde sit FCK-comeback.

»Men jeg kunne ikke skuffe Ståle Solbakken. Der var meget pres på ham, da han fik mig til at skrive under. Han overbeviste mange om, at jeg skulle tilbage, og gjorde meget for at få mig hertil. Så jeg måtte præstere, og hvis jeg skulle det, skulle vi vinde ligaen.«

I alt har Dame N'Doye spillet knap fem år i FC København. Hvis ikke han træner, sidder han derhjemme og ser fjernsyn, og i stort set alle årene har træneren været en skaldet nordmand, som angriberen er taknemmelig for at have mødt.

»Jeg skylder ham meget. Han har bragt potentiale frem i mig, som jeg ikke troede, jeg havde. Han har presset mig til kanten, og vi taler meget sammen,« erkender han.

Dame N'Doye i FC København kan ridses op meget simpelt. To titler som superligatopscorer, to pokaltitler og fire superligatrofæer. Og nå ja, så lige 113 mål i 206 kampe.

Men livet har budt på andet end Danmark og Skandinavien. I alt har manden med nummer 14 spillet i otte forskellige lande, og nomadelivet er en indgroet del af hans liv. De mange flyt og klubskifter har han set som »udfordringer«.

På trods af ophold i Portugal, Qatar, England, Tyrkiet, Grækenland, Danmark og Rusland er der stadig kun et hjemme for N'Doye: Senegal.

Og så lidt Danmark.

»Hvis jeg skal vælge et hjem ud over Senegal, så er det her i Danmark. Jeg har været her mange år, klubben har givet mig meget, og jeg har givet den meget.«

Faktisk peger N'Doye på opholdene i FCK og i Premier League som karrierens højdepunkter. I alt scorede han seks mål i engelsk fodbold for Hull City og Sunderland, og selvom antallet ikke virker af voldsomt meget, er det noget, som han er stolt over.

»Mange mente, at jeg ikke havde niveauet. Jeg viste, at jeg havde potentialet til det, og at jeg godt kan. Det har hjulpet mig meget i min karriere. Udfordringen i Lokomotiv (Moskva, red.) var ikke nem. Det var en anden verden, og der skulle man lige vænne sig til det.«

Livet som professionel fodboldspiller har også gjort, at N'Doye længe har boet væk fra sin familie og sine børn. I skrivende stund bor de i USA, og angriberen ville ikke ind på emnet, da B.T. spurgte ham.

Alligevel får han så meget ud af fodbolden, at det er det hele værd.

Dame N'Doye i aktion i Champions League-kvalifikationskampen mod Røde Stjerne i Parken.
Dame N'Doye i aktion i Champions League-kvalifikationskampen mod Røde Stjerne i Parken. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

»Fodbold kræver meget tålmodighed. Det kræver reflektion og intelligens. I livet skal man tænke sig om, man skal være tålmodig, man skal være intelligent. Nogle gange spiller man mod folk, der ikke bevæger sig. Der skal man finde ud af, hvordan man kan komme igennem blokken. Hvis du laver en reportage, skal du også være tålmodig og intelligent omkring en række spørgsmål. Det er lidt det samme.«

Netop at være tålmodig har N'Doye lært.

I meget af efteråret har en drilsk knæskade holdt bomberen væk fra banen. Men selvom han nu har fået comeback, er et hårdt fodboldliv begyndt at slide på kroppen. Men der er ikke andet for end at give sig tid, selvom det føles som en straf.

»I starten frustrerede det mig, og det gør det stadig indimellem. For jeg kan ikke træne, som jeg kunne engang. Men med tiden forstår jeg bedre knæets reaktion, og så er det nemmere at håndtere,« siger N'Doye og fortæller, at han bliver nødt til at tage en dag eller to efter kampe, så knæet kan restituere.

Derfor sad N'Doye over i torsdagens Europa League-kamp mod Dynamo Kiev. Til gengæld er han klar til superligatopbraget mod FC Midtjylland.

Men heller ikke her skal man regne med de store armbevægelser fra N'Doye, selvom han bliver kampens store profil.

»Medierne er en del af fodbold, men jeg vil ikke tale for meget. Jeg vil hellere fokusere på mine holdkammerater og vores kampe,« fortæller Dame N'Doye.

»Jo mere plads du giver dig selv, jo bedre får du det. Jo mindre medier, jo mindre opmærksomhed. Og med mindre opmærksomhed får du bedre fokus på dine kampe. Jeg læser ikke aviser, heller ikke i Senegal. Det, der bliver skrevet, interesserer mig ikke.«