En forrygende dag i Parken endte søndag i en forfærdelig og ydmygende oplevelse for en ung FCK-fan på vej hjem fra derby.

Omgivet af sine venner var Mads – som B.T. her har anonymiseret – netop stået på S-togslinjen på Københavns Hovedbanegård, da en aggressiv Brøndby-fan pludselig trådte ind i togvognen.

»Vi sad bare og hyggesnakkede, og pludselig kommer ham her fyren i Brøndby-trøje hen til os. Han virkede aggressiv og virkelig sur og holdt sit knytnæve helt oppe i ansigtet på os.«

Den iltre Brøndby-fan kommanderede Mads og hans venner i S-toget til straks at tage deres FCK-trøjer af. SE EPISODEN ØVERST I ARTIKLEN.

»Han sagde, at han ville smadre os. ‘Din fucking lort’. Vi var de eneste i FCK-trøjer i den vogn, så vi turde ikke gøre andet end at give ham trøjen. Jeg var i tvivl, om vi ville få hjælp, hvis det var blevet til håndgemæng,« siger Mads og sætter flere ord på overfaldet.

»Det hele var meget ydmygende. At sidder der i bar mave i toget. Selvfølgelig var vi bange.«

Den voldsomme episode blev filmet af vidner i togvognen, men ingen greb ind, da bøllen – flankeret af to venner – gik fra FCK-fan til FCK-fan og beordrede dem til at smide de hvide fodboldtrøjer.

»De andre sad bare og kiggede. Også efter episoden. Folk sagde slet ikke noget. Eller – der var en enkelt gut, der satte sig hen til os og sagde: ‘Det var fandeme vildt’, men ellers ikke. Ingen spurgte os, om vi var okay.«

Foto: PRIVATFOTO
Vis mere

Ifølge Mads var det et udtryk for, at folk i S-toget var lammet af frygt.

»Folk vidste jo ikke, hvem der var sammen med hvem. Jeg tror godt, de ved, at sådan nogle typer ikke er alene. De var nok bange for, at situationen ville udvikle sig.«

Mads valgte med det samme at tage sin FCK-trøje af og give den til gerningsmanden, men så roligt udviklede det sig ikke længere nede i toget.

Her modsatte en FCK-fan sig, og det medførte tumult.

»De er tre personer. Ham, der går rundt og beder folk om at tage trøjerne af, og så to andre gutter, som ligesom gik og holdt øje. Da de gik videre til den anden vogn, var der en fan, der ikke ville give sin trøje, og det endte i slåskamp,« forklarer Mads.

På Avedøre Station stod gerningsmændene af toget. På perronen forsøgte de at ødelægge FCK-trøjerne, trampe på dem og til sidst smed de dem i skraldespanden.

Selvom episoden ikke har givet Mads blå mærker, har den alligevel sat dybe spor.

»På dagen og om aftenen var jeg selvfølgelig chokeret. Det hele virkede så uvirkeligt. Men efterfølgende har jeg fået så mange reaktioner, og det varmer virkeligt,« forklarer den unge FCK-fan.

Mads har siden overfaldet fået talrige henvendelser og støtteerklæringer – særligt fra Brøndby-fans, som blandt andet har lavet en indsamling for at skaffe nye trøjer til de forurettede personer.

»De skriver undskyld på vegne af Brøndby-fansene. Det er virkelig stort. De kender mig jo ikke. De skylder mig ikke noget. At folk er så søde – det varmer virkeligt,« siger Mads og fortsætter:

»Det er fuldstændig vanvittigt. Man føler næsten ikke, at man kan tage imod det. Jeg har også hørt, at vi måske skal ud på FCKs træningsanlæg eller forbi Parken og få nogle nye trøjer.«

Den unge FCK-fan er – trods den voldsomme oplevelse – ikke bange for at tage til næste FCK-kamp. Han ærgrer sig mest af alt over, at den negative episode kan få konsekvenser for de fodboldfans, der sagtens kan finde ud af at opføre sig ordentligt.

»Det er ærgerligt, at nogle få idioter skal ødelægge så meget. Sidste sæson smagte vi jo selv konsekvensen, da der ikke måtte være udebanefans. Det gør kampene så meget kedelige.«

Mads skal tirsdag middag forbi Københavns Politi for at anmelde episoden. Han har endnu ikke selv hørt fra ordensmagten.

B.T. er bekendt med Mads’ identitet. Hans navn er ændret i denne artikel, da han frygter konsekvenserne fra gerningsmændene ved at stå frem.