Der er travlt på Ståle Solbakkens kontor.

FC København-manageren er på intens jagt efter forstærkninger, men det går langt fra så nemt, som nordmanden kunne håbe på her en uge før transfervinduets deadline.

Carlos Zeca - eller bare Zeca - er en af FC Københavns ønskespillere, og den græsk-portugisiske Panathinaikos-anfører har også givet udtryk for, at han gerne vil løfte sit lønniveau med et skifte til København.

Derfor har FCK arbejdet hårdt på at få lukket den aftale, men pludselig er Panathinaikos ifølge BTs oplysninger løbet fra et løfte, der ifølge græske kilder nu får folk tæt på handlen til næsten at erklære den død.

Zeca skulle angiveligt have fået tilsagn af Panathinaikos om, at han kunne få lov at skifte klub, hvis en interesseret klub var klar til at betale et specifikt beløb. Det beløb var FC København klar til at lægge, men så trak grækerne sig pludselig fra den mundtlige aftale med Zeca.

Og derfor er handlen lige nu i hårdknude, fordi FCK med potentielt tre køb i slutningen af vinduet havde planlagt økonomien efter det transferbeløb, som Panathinaikos havde lovet Zeca at blive solgt for.

Der er altså lige nu tale om en form for skyttegravskrig mellem FC København, der ikke ønsker at forhøje deres bud, som det ser ud lige nu, og Panathinaikos, der har en slunken økonomi, muligvis en knap så glad anfører og et håb om, at FC København vender tilbage med er nyt bud.

Det er dog langt fra københavnernes plan. De ønsker at købe Zeca for den pris, som de troede lå fast. Så hvem giver sig først? Eller er der overhovedet nogen, der gør det? Det er lige nu det store spørgsmål.