FC København står midt i det første transfervindue i den nye æra efter Ståle Solbakken, og det kunne godt blive et af de mere aktive, hvis tingene går københavnernes vej.

For selvom den midlertidige sportslige leder, William Kvist, på FC Københavns første træningsdag fortalte, at tingene stod lidt »coronastille«, så er der ønsker fra cheftræner Jess Thorup om at få nyt blod ind – blandt andet på den centrale midtbane.

Det lægger Thorup ikke skjul på, selvom FCK-bossen dribler fint udenom at snakke om konkrete spillernavne som blandt andre Jacob Bruun Larsen.

Den 22-årige kantspiller er ifølge B.T.s oplysninger i spil til en lejeaftale med FC København, men det er i hård kamp med blandt andre en belgisk topklub. Og lige nu afventer de interesserede klubber Hoffenheims beslutning om, hvorvidt tyskerne reelt ønsker at udleje Jacob Bruun Larsen uden samtidig at få god økonomisk kompensation.

Foto: FOCKE STRANGMANN
Vis mere

Jess Thorup, er Jacob Bruun Larsen et navn, du sidder og holder lidt øje med?

»Du får mig ikke til at kommentere på enkeltnavne. Der bliver ringet og skrevet fra mange agenter, som sender forskellige navne over på mit bord. Det er normalt. Der er ikke mange transfervinduer, hvor det ikke sker. Det vigtigste er, at hvis vi gør noget, skal det bringe noget kvalitet til FCK. Vi skal ikke bare bringe nye spillere ind for at bringe nye ind. Det skal være nogen, der kan gøre en forskel og hjælpe holdet.«

Hvordan foregår tingene nu, hvor du ikke er manager, men cheftræner?

»Jeg har brugt al min tid de første syv-otte uger på at fokusere på de spillere, der var her. Så har vi brugt noget tid på at evaluere, hvad der skal tilføres. Det er mig, der er kommet med positioner, hvor jeg synes, der skal gøres noget. Så går scoutingafdelingen i gang, og man henvender sig til agenter. På den måde kommer navnene stille og roligt ind, og så begynder vi at kigge på dem. Til sidst kommer de til mit bord.«

Du har sidste ord?

»Ja, sådan har det været. Men nu har vi jo ikke hentet nogen endnu, så jeg kan ikke sige det med sikkerhed, haha. Som det har kørt indtil nu, har jeg sagt, hvilke positioner og hvilke skills spilleren skal kunne bringe. Jeg har haft masser af møder med scoutingafdelingen, hvor jeg har sat mine ord på, hvad de skal søge efter. Det har de gjort, og så kommer de tilbage med emner, som jeg kigger på sammen med teamet.«

Du vil ikke sige noget om navne, men kan du sige noget om position? Jeg har hørt, at I leder efter en til den centrale midtbane?

»Jeg kan sige, at for mig er det vigtigste at få kvalitet. Jeg kigger også på, hvor vi er tyndest besat. Nu nævner du selv central midt, og hvis vi spiller med tre eller fire på midten med diamant, er der mange positioner, der skal besættes. Der kan du hurtigt se, at vi ikke er så mange, som vi er på mange andre positioner. Så det ville være et godt sted at starte at sige, at der kunne vi godt bruge noget. Ikke dermed sagt, at vi ikke har den kvalitet, vi skal bruge, men det er i hvert fald et af de steder, vi kigger.«

Lasse Schöne nævner jer som den eneste klub for ham i Danmark. Hvad betyder det for dig at høre?

»Det siger noget om, hvad det er for en klub, vi er. At en spiller med det navn og cv nævner os som det eneste interessante for ham, hvis han skal tilbage til Danmark, som i øvrigt er en mulighed. Det vidner om, at vi har en position, som vi er glade for. Vi er med på, at vi kæmper lige nu, men vi har et brand og et navn og en måde at gøre tingene på, som er attraktiv for selv store stjerner, som kommer fra udlandet. Det, synes jeg da, er meget interessant,« siger Jess Thorup.