Det varer ikke længe, før FC København med stor sandsynlighed siger hej igen til Peter Ankersen, som ventes at vende tilbage til hovedstaden efter bare et år i Genoa.

Den kommende tilgang betyder, at FCK-manager Ståle Solbakken pludselig råder over tre mand til højre back, og det er en for meget. Derfor ventes det også, at københavnerne snart siger farvel til en af de to andre, og det bliver ifølge B.T.s oplysninger med stor sandsynlighed Guillermo Varela.

Den uruguayanske back er nemlig tæt på et skifte til spansk fodbold, hvor Alaves står klar med en lejeaftale med købsoption. Og skulle alting gå i orden, vil Guillermo Varela altså sige farvel til FC København i minimum et års tid - og med mulighed for, at det kan blive et permanent skifte.

FC København og Alaves forhandler om en aftale, der ifølge B.T.s oplysninger vil indeholde en frikøbsklausul på i omegnen af 1,5 millioner euro - eller hvad der svarer til omkring 11 millioner kroner.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Guillermo Varela blev ellers hentet til FC København i slutningen af 2018 med det klare formål at skulle overtage tjansen på højre back, når Peter Ankersen efter planen blev solgt. Det blev Ankersen så i sommeren 2019, hvor han skiftede til Genoa. Men et år senere vender Peter Ankersen hjem igen, mens Guillermo Varela allerede tager turen videre ud i Europa.

Forventningerne var store til Varela, der kom til fra Penarol i hjemlandet Uruguay. Med en fortid i Manchester United var CV'et markant bedre end de fleste Superliga-spillere, og derfor var der store forhåbninger om et stort gennembrud. Men efter blot halvanden sæson i København lakker det mod enden - uden at forventningerne er blevet indfriet.

FCK-manager Ståle Solbakken afslørede også efter FC Københavns sejr i Europa League-kvalifikationen over polske Piast Gliwice torsdag aften, at han nok skulle af med et par spillere. Og den første kunne altså godt se ud til at blive Guillermo Varela.

Dermed vil Ståle Solbakken og FC København efter al sandsynlighed råde over Peter Ankersen og Karlo Bartolec til pladsen som højre back. Hvis altså der ikke sker endnu mere, inden transfervinduet lukker 5. oktober.