Den danske rigmand Thomas Sandgaard har købt den engelske klub Charlton Athletic. Det oplyser han fredag gennem et åbent brev til klubbens fans.

»Tak for at stå op for, hvad I tror på. Jeg vil ikke skuffe jer. Tak til hver enkelt af jer. Tak til Charlton! Jeg kan forsikre jer om, at vi kun lige er begyndt. Vi er Londons klub,« skriver han blandt andet i brevet.

Den danske rigmand har skabt sin formue på medicinalvirksomheden Zynex i USA og menes at være god for lidt over tre milliarder danske kroner, og nu har han altså kastet sin kærlighed over den traditionsrige engelske klub, der i sidste sæson rykkede ned fra The Championship.

»I dag er dagen! Vi gjorde det umulige. Vi triumferede, og vi er kommet så langt på grund af jer. Tak for jeres passion, jeres udholdenhed og jeres tålmodighed. Der er ingen klub uden jer. Vi er Charlton Athletic Football Club, skriver han.

Klubben har de seneste år været gennem en mildest turbulent periode, når det kommer til ejerskaber. Først under den forhadte Roland Duchatelet, der også har ejet en række andre klubber, og hen over vinteren solgte han så klubben til det Abu Dhabi-baserede selskab East Street Investments.

Tidligere på måneden kom det så frem, at danskeren var på nippet til at overtage den engelske klub. En handel, der nu er blevet en realitet.

Så sent som i sidste uge var B.T. i kontakt med Thomas Sandgaard, der allerede her gjorde det klart, hvad drømmen er.

»Mine forventninger er, at det første år – sandsynligvis to år – udelukkende vil gå med at skabe stabilitet og især tillid hele vejen igennem fra top til bud. Derefter vil vi implementere en strategi, der forhåbentligt kan kulminere med, at vi laver en askepotshistorie som Leicester med dansk islæt på mål…«

Sandgaard har derudover tidligere fortalt til Radio 4, at han vil betale 400 millioner danske kroner for klubben.

Charlton Athletic spillede i Premier League i syv sæsoner i streg fra 2000 og frem. Siden har klubben dog ikke været at finde i Englands bedste række. I stedet har man vekslet mellem at spille i landets næstbedste række, The Championship, og den tredjebedste række, League 1.

I sidste sæson rykkede klubben så ned fra The Championship og skal altså i den kommende sæson slå sine folder i Englands tredjebedste række.

Klubbens historie går helt tilbage til 1905, mens den største bedrift var FA Cup-sejren i 1947.