FCK-angriberen Michael Santos kan meget vel ryge videre i dette vindue. Flere klubber er interesserede.

Ifølge blandt andet spanske AS står Espanyol, Almeria og Mallorca klar i kulissen.

Santos har kontrakt frem til 2023, og mediet nævner, at en lejeaftale med købsoption på 1,2 millioner euro kan komme på tale.

Ifølge FCK-manager Ståle Solbakken kan der meget vel ske noget i de kommende uger.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Vi har en dialog med ham om, hvad der skal ske. Lige nu er der intet på plads. Det kan ske, men det kan også være, det ikke sker,« siger han til B.T. og afviser, at man har været i dialog med Zaragoza, som også har været nævnt.

Men Spanien kan blive en destination for Santos, der kom til klubben sidste sommer for omkring 15 millioner kroner.

»Det er en mulighed,« siger Solbakken.

Med sæsonstart for døren og et vindue, der løber i næsten en måned endnu, kan meget ske, men Solbakken tager det roligt i forhold til københavnernes ageren på transfermarkedet.

»Det er okay, vi har ingen panik. Vi fik en stopper (Marios Oikonomou, red.) ind, og det var det vigtigste. Så må vi se, hvordan det udvikler sig.«

FCK møder OB søndag i sæsondebuten i Superligaen. Herefter venter et Europa League-opgør mod IFK Göteborg, inden der allerede vanker derby mod Brøndby i næste weekend.