Han har levet livet som distancefar i mere end fire år, men det seneste halve år har alligevel været det sværeste.

FC København-anfører Carlos Zeca har nemlig været lukket ned af corona, og hvor det for de fleste betyder mere tid med familien derhjemme, har det haft lige den modsatte effekt for den portugisiskfødte græker.

»Jeg kan dårligt nok huske, hvornår jeg sidst så mine børn. Det er ret længe siden, jeg så dem. Jeg tror, at det var i sommer efter kampen mod Manchester. Jeg er ikke engang helt sikker. Det har været meget hårdt for dem – og hårdt for mig, men jeg lever med det. Det er mit liv, og de ved, hvad jeg laver, så det er okay,« siger Carlos Zeca.

Han er tilbage i Danmark, hvor opstarten med FC København startede fredag. Men ferien var tiltrængt for mange, og for Zeca var det altså især, fordi han dermed kunne tage til Portugal og være sammen med sine to døtre.

»Jeg tog hen og hentede dem hos deres mor, og da de så mig, var der gråd, fordi de var så glade for at se mig. Det var virkelig dejligt. Det var næsten umuligt at komme i seng den første aften, fordi de ville lege. De var fyldt med energi, og det var en helt speciel velkomst, de gav mig,« siger Zeca.

Et par uger med familien i Portugal har gjort godt for den 32-årige far. For det er ikke nemt at være væk fra sine børn på permanent basis, men han klager ikke. Han har selv truffet valget, og han lever med det.

»Det er hårdt, men jeg har gjort det her i ret lang tid. Det er meget hårdt for mig, men jeg tror, at det er hårdere for dem at blive vant til at være sammen med mig i 15 dage, og så er jeg pludselig væk, og de ser mig ikke. Så det er hårdt for dem, og det er også meget hårdt for mig. Men det er det her liv, jeg har valgt at leve. Og jeg prøver ikke at tænke for meget på det. I det øjeblik, jeg siger farvel til dem, begynder jeg at tænke på arbejdet.«

Som 32-årig fodboldspiller begynder karrieren for de fleste at lakke mod enden. Det er ikke de tanker, FCK-anføreren render rundt med på daglig basis, men han er med på, at karrieren ikke er evig.

Og når den slutter, har han efterhånden besluttet sig for, hvad der så skal ske.

»Lige i øjeblikket tænker jeg ikke på, hvornår jeg skal tilbage til dem permanent. Jeg har to års kontrakt mere med FCK, og jeg har i sinde at blive her så og spille dem ud. Men det er da tættere på nu. Og jeg skal overveje, at når jeg på et tidspunkt stopper karrieren – måske her, skal jeg hjem. Det er min plan at tage hjem til dem,« slutter Zeca.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere