FC København sendte torsdag Andreas Bjelland videre i systemet, og oprydningen i truppen fortsætter.

Lørdag kan klubben fortælle, at højrebacken Guillermo Varela er solgt til russiske Dynamo Moskva, som han senest har været udlejet til.

Ifølge B.T.s oplysninger lander prisen på lidt over en million euro, som svarer til 7,5 millioner kroner, og samtidig har FC København sikret sig en del bonusser afhængig af Varelas præstationer i det russiske.

Københavnerne købte den 28-årige uruguayanske back i januar 2019 fra Peñarol for cirka 13 millioner kroner, og det blev betragtet som lidt af et scoop, at den tidligere Manchester United-spiller valgte Superliga-klubben.

Guillermo Varela er fortid i FCK.
Guillermo Varela er fortid i FCK. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Han fik 53 kampe for FC København, men blev ikke nogen større succes i klubben, der er dækket godt ind på hans position med navne som Kevin Diks, Peter Ankersen og Karlo Bartolec i truppen.

»Det er en god løsning for både Guillermo og os,« siger sportsdirektør i FC København, Peter Christiansen, og tilføjer om handlen:

»Han har gjort det fint i Rusland, og vi er dækket ind på de positioner, han dækker. Nu får han muligheden for at fortsætte i en stærk liga, og vi får en økonomisk fornuftig løsning. Vi ønsker ham alt det bedste i fremtiden,« lyder det videre.

Guillermo Varela fortsætter dermed i Dynamo Moskva, hvor han har været siden oktober 2020.