Det er ikke til at se på ham, men Mikkel Hyllegaard står midt i en periode, hvor han må undvære det, han elsker mest: At spille fodbold.

Den 22-årige OB-spiller har lange udsigter til at komme tilbage på en fodboldbane. 9-12 måneder lyder den dystre melding. Og den skal man ikke udfordre.

»Det går godt. Lige nu rider jeg på en god bølge og er positiv omkring tingene,« siger han, da B.T. møder ham efter torsdagens træning i OB. Cirka ni uger efter operationen.

Mens de holdkammerater, der ikke er med diverse landshold, har hygget sig på træningsbanen, har Mikkel Hyllegaard brugt endnu en dag på at genoptræne, så han kan komme sig over den korsbåndsskade, han pådrog sig i en træningskamp mod Næsby i slutningen af juni.

»Det er på en måde surt at se dem træne, og jeg ærgrer mig selvfølgelig over, at jeg ikke kan lave det, jeg elsker.«

»Det kan jeg ikke det næste lange stykke tid, men det handler ikke om at hænge sig i de ting, jeg ikke kan. Jeg knokler hårdt, jeg kan gå almindeligt, cykle, løbe på AlterG (et løbebånd, hvor man ikke belaster kroppen, red.), og bruge crosstrainer,« siger Mikkel Hyllegaard, der glæder sig over, at han har undgået tilbagefald.

»Men jeg er klar over, at det kan komme.«

Mens Mikkel Hyllegaard ser til fra sidelinjen, har holdkammeraterne spillet OB i det forjættede top seks-land, mens klubbens fans leverer solid opbakning fra lægterne.

»Det er godkendt. Men det er ikke det sjoveste at sidde på stadion og se dem spille. Jeg kan mærke euforien fra tribunen, det er fedt, men det havde været endnu federe, hvis jeg kunne løbe rundt på banen og spille,« siger hurtigløberen, der har set alle OBs kampe i denne sæson.

»Men jeg kan godt være ærlig, at i starten så jeg måske ikke en hel kamp, fordi jeg skulle vænne mig til tanken om ikke at være på fodboldbanen det næste lange stykke tid.«

»Det var hårdt at kigge på. Men den seneste tid har jeg været på stadion hjemme og set dem på fjernsynet, når de har spillet på udebane,« fortæller han.

Og angriberen ser ikke bare kampene for hyggens skyld. Han prøver også at analysere dem for på den måde at hjælpe sine holdkammerater.

»Jeg kan analysere kampene, hvis jeg ser noget, jeg kan sige videre. Jeg forsøger at være der for dem, ligesom de er der for mig.«

Det var de allerede den sommerdag i Næsby, hvor Mikkel Hyllegaard sprang over en tackling og vred knæet. I situationen tænkte han ikke, at der ville komme til at gå op til et år, før han kan spille fodbold igen.

»Jeg vidste godt, der var noget galt, men at det var korsbåndet, havde jeg ikke set komme,« siger han.

Det havde flere omkring ham dog. Med det han fortalte, om hvordan han havde mærket det, lugtede de lunten.

»Det var måske meget heldigt, de ikke sagde det til mig. Det havde jeg ikke brug for at vide.«

Men han skulle have dommen – og den var hård.

»Jeg var helt færdig. Helt ødelagt.«

»Der gik nogle dage, måske faktisk en uge eller to, før det gik op for mig, at jeg ikke kunne spille fodbold i rigtig lang tid. Der handlede det om at bruge så meget tid med familie og venner og lave alt andet end fodbold og sport for at få tankerne væk på noget andet,« fortæller Mikkel Hyllegaard.

Og så er der det med ikke at udfordre den dystre udsigt.

»Jeg håber, det går hurtigere end de 9-12 måneder, men hvis jeg prøver at forcere det, er der også større risiko for at blive skadet igen. Det kan man frygte.«

Og så er der spørgsmålet om, hvordan det på længere sigt kommer til at påvirke ham og hans spillestil.

»Selvfølgelig har den langsigtede effekt været inde i hovedet og vende. Jeg har kastet tanken ud igen, fordi det skaber en dårlig vibe omkring genoptræningen. Så hvis det i sidste ende ændrer min spillestil, må jeg tage det til den tid og acceptere det til den tid.«

»Selvfølgelig kan jeg komme tilbage på samme niveau. Hvis jeg ikke tror på det, er jeg i det forkerte game.«

Mikkel Hyllegaard har spillet 39 kampe og scoret syv mål for OB.