»Dårlig stil og ekstremt overdrevet.«

Det er, hvad Esbjerg-træneren Peter Hyballa mener om, at pressen er blevet involveret i klagerne over hans måde at være træner på.

Det fortæller han til Süddeutsche Zeitung.

B.T. kunne for en uge siden fortælle, hvordan spillerne er i oprør over den nye træner, som de kræver fyret efter blot en måneds tid.

Det skyldes hans hårde tilgang og mandskabsbehandling på træningsbanen, hvor spillere ifølge B.T.s oplysninger er blevet straffet både fysisk og psykisk.

45-årige Peter Hyballa bekræfter overfor Süddeutsche Zeitung, at der har været nogle episoder, men han ser det som værende normalt i en fodboldklub.

»Skænderier som disse sker i 45.665 klubber rundtomkring i verden,« siger han til mediet.

En af klagerne går på, at han skulle have sagt til en spiller, at vedkommende havde 'større bryster end hans kone'. Ord, den 45-årige træner bekræfter at have brugt, skriver Süddeutsche Zeitung, men han hævder samtidig, at der slet ikke er lagt op til, at han skal fyres.

Efter sagen kom frem, er flere profiler i form af Jakob Ankersen, Kevin Conboy, Yuri Yakovenko og Zean Dalügge blevet sendt ned for at træne med U19-holdet. Det er af sportslige årsager, fortæller træneren.

»Jeg er træner i både krop og sjæl, og selvfølgelig er jeg krævende, for min træning er intens, men også attraktiv. Vi er ved at ændre på nogle ting her, og når man ændrer noget, er det ikke alle, der synes om det,« siger Peter Hyballa til det tyske medie.

Ifølge B.T.s oplysninger er det så galt, at Spillerforeningen er involveret, og klubbens bestyrelsesformand, Michael Kalt, har tidligere fortalt, at det for ham handler om kultur.

»Lad mig slå fast helt fra begyndelsen, at det ikke er i orden at tale grimt til de ansatte eller straffe dem fysisk. Dernæst tror jeg, at der ligger noget i, at Peter kommer fra et andet land med en anden kultur, og der kan være ting, som er acceptable at gøre for en træner i Tyskland, England eller USA, som ikke er det i Danmark. Det skal han justere og vænne sig til,« sagde han 10. juli.

Han fortalte, at der med de nye ejere i klubben er kommet en ny spillespil, der kræver et højt niveau og en høj intensitet, og at der ikke er en fyring af træneren på vej.

»Vi støtter Peter fuldt ud, og jeg tror ikke, at utilfredsheden er en afspejling af alle spillernes synspunkter. Der vil altid være en gruppe spillere, som er utilfredse med klubben på grund af forandringen i vores spillestil. Men vi skal have en kultur med respekt for hinanden, og det vil blive pointeret over for Peter, men det kommer ikke til at ændre på vores støtte til ham eller vores stil, som vi er ved at implementere,« lød det fra Kalt.

Michael Kalt sagde desuden, at de fire førnævnte profiler ikke længere skulle træne med førsteholdet af sportslige årsager.

Peter Hyballa blev præsenteret som ny Esbjerg-træner 24. maj, og målet er, at han skal føre klubben tilbage i Superligaen.