Transfervinduet er få dage fra at lukke, og klubberne er derfor i gang med de sidste handler.

En af de spillere, der har spændende dage foran sig, er Erik Sviatchenko, som har været sat i forbindelse med et skifte til Dinamo Zagreb.

FCM-anføreren afslører, at der har været et bud, og der nok også kommer et til på ham. Sportschef Svend Graversen regner dog med have sin leder på banen efter lukningen tirsdag nat.

»Erik bliver ikke solgt. Der er intet, der er sikkert, men Erik er her, og det er vi sindssygt glade for, og han bliver også her,« siger han, mens spilleren selv svarer:

Erik Sviatchenko tror, der kommer flere bud på ham.
Erik Sviatchenko tror, der kommer flere bud på ham. Henning Bagger

»Det har de hele tiden sagt, der er ikke så mange dage og timer tilbage. Det bliver spændende. Jeg ved, at der er et bud, og der kommer et bud mere, kunne jeg forestille mig. Så må vi sætte os sammen. Vi har en god dialog og har stor respekt for hinanden som mennesker. Der er ikke nogen hanekamp eller noget som helst,« forklarer han og tilføjer om interessen:

»Når man er så rutineret, som jeg er, og har været så lang tid i klubben med to gode år i Skotland, og der så kommer et bud på 2,2, millioner euro (16,5 millioner kroner, red.) på en 29-årig – I kan prøve at finde nogen i Superligaen, der er 29 år og fået et bud på 2,2 millioner euro, det er jeg faktisk i tvivl om, hvor mange der er – så viser det jo bare det høje niveau.«

»Men det er også et skulderklap til Midtjylland. At de har været med til at løfte mig op, og jeg har været med til at løfte dem op. Vi finder en løsning,« lyder det fra Erik Sviatchenko, der også glæder sig til de næste par dage:

»Det bliver sjovt sidst i vinduet.«