FC Midtjylland er tilbage på sejrssporet efter fem tabte kampe på stribe.
Hjemme på MCH Arena var yndlingsmodstanderen Esbjerg på besøg, og Jess Thorups mandskab sendte gæsterne hjem til Vestjylland med en snitter på 1-5.
Det blev afgørende for kampen, at Esbjerg, som aldrig har vundet i Superliga-regi på MCH Arena, fik forsvarsspilleren Daniel Stenderup sendt ud allerede efter godt en halv times spil.
Stenderup måtte lave en nødbremse på Kristoffer Olsson, da målmand Martin Dubravka koksede og ikke fik sendt en bold helt ud af farezonen, og selv om det røde kort blev diskuteret, fordi Magnus Lekven var i nærheden, kunne dommer Jørgen Daugbjerg Burchardts beslutning godt forsvares.
FC Midtjylland var på det tidspunkt fortjent foran på Morten Duncan Rasmussens føringsmål, og med en mand i overtal var det blot et spørgsmål om sejrens størrelse, og venstre-backen Filip Novak sørgede med et par fikse træk for, at hjemmeholdet kort før pausen kom på 2-0.
Esbjerg fik skabt lidt liv i kampen, da Kevin Mensah få minutter inde i anden halvleg reducerede, men FC Midtjyllands Mikkel Duelund, Kristoffer Olsson og Jakob Poulsen sørgede for en storsejr til mestrene.
