Alle andre hold ville nok gerne bytte uden at blinke og overtage FC Midtjyllands position med en placering i toppen af Superligaen og samtidig have gode muligheder for at gå videre fra Europa Leagues gruppespil.
Alligevel blev der kun talt om krise hos mestrene før kampen mod Esbjerg søndag.
Efter fem nederlag i træk, to til Napoli i Europa League, et pokalnederlag til Roskilde, og to nederlag til Brøndby og Viborg, var fascinationen af Jess Thorup og FC Midtjyllands flotte start på sæsonen så småt begyndt at dale, og derfor betød det ekstra meget for cheftræneren, at mestrene fik vendt skuden og vandt med hele 5-1 over Esbjerg før en lang landskampspause.
»Det er klart, at denne sejr også var vigtig for mig. Vi vil gerne gå ind til en landsholdspause med en sejr, og derfor er det ekstra fedt. Det har været en hård periode for alle omkring FC Midtjylland de sidste 14 dage, selv om vi ikke selv har syntes, at det har været lige så slemt, som alle gør det til. Vi har godt vidst, at vi skulle tilbage på rette vej hurtigt, og det synes jeg, at vi gjorde i dag på den helt rigtige måde,« siger Jess Thorup.
Hvor hårdt har det været for dig at være inde i din første periode som FCM-træner med modgang?
»Man kan sige, at jeg i de sidste to år ikke har tabt mange kampe som U21-landstræner, og det var der heller mange af i de første 21 eller 24 kampe i FC Midtjylland, og når man så pludselig taber fem kampe i streg, begynder man at tænke ’nå okay’. Derfor satte vi os også ned med holdet og teamet omkring og snakkede igennem, hvad det lige var, vi skulle finde tilbage til. Der har da været nogle mentale ting, vi skulle havde en rigtig god snak om, og det havde vi,« forklarer mestrenes træner, der selv har måttet trække ekstra meget i arbejdstøjet de seneste par uger:
»Man kan ikke ligge på den lade side selv, og jeg har også som chef måttet arbejde endnu hårdere. Det er, når der er modgang, at man skal vise, hvor god en leder man er,« forklarer Jess Thorup.
Cheftræneren giver dog ikke meget for dem, som har talt om krise hos mestrene de seneste 14 dage.
»Hvis jeg skal kigge nøgternt på det, er det reelt kun Viborg-kampen, jeg er skuffet over. Men det var fem i en række, og så er det ’uha, det er jo mestrene og ih og åh’. Det er det, medierne gør til øjeblikskrise, men fair nok, det er det, man er ansat til. Men det er klart, at vi vidste, vi skulle tilbage på rette spor, og det kom vi i dag.«