Petter Andersson skal under kniven, og svenskeren kommer dermed ikke i kamp for FC Midtjylland resten af året.

Petter Andersson har blot spillet fire kampe for FC Midtjylland i Superligaen i indeværende sæson, fordi en drilsk knæskade har holdt profilen ude på sidelinjen.

Og nu ligger det så fast, at svenskeren ikke kommer i kamp mere for FC Midtjylland på denne side af juleferien. Det meddeler klubben således på sin hjemmeside.

»Jeg skal operes i knæet, og det betyder desværre, at jeg er ude resten af efteråret,« siger Petter Andersson.

Petter Andersson har kontraktudløb hos FC Midtjylland næste sommer, men det tænker svenskeren ikke på i øjeblikket.

»Lige nu koncentrer jeg mig bare om at blive klar igen og i stand til at spille efter vinterpausen.«

Svenskeren spillede en stor rolle i FC Midtjyllands europæiske eventyr i starten af sæsonen, hvor Andersson leverede stærke præstationer mod især Southampton. Svenskerens seneste optræden for FCM var den 17. september i opgøret mod polske Legia.