Efter lokalderbyet mellem Brøndby og FCK søndag aften mødtes de to holds trænere til en debat i studiet hos TV 3+. Kommunikationsrådgiver Henrik Byager mener, at både Thomas Frank og Ståle Solbakken kom fint ud af duellen. Han tror blandt andet, FCK tænker, 'at Frank og Brøndby fik en velopsparet lussing’.

Hvis spillet på Brøndby Station lod noget tilbage at ønske, så tog de to storklubbers trænere revanche i studiet på TV 3+ efter kampen. En diskussion om rimeligheden i Federicos Santanders røde kort udviklede sig pludselig hurtigt, og det gik ikke ubemærket hen i den danske fodboldverden.

Men hvem vandt egentlig den rødglødende trænerduel? BT har spurgt kommunikationsrådgiver Henrik Byager, som løbende følger Superligaen.

»Jeg tror, det er en af den slags dueller, hvor begge parter synes, de vinder lidt over begge parter. Fanbaserne synes, at ’det gjorde han da meget godt’. Der er ingen tvivl om, at man i FCK-miljøer er trætte af Brøndbys ’snakken op omkring sig selv’, og om hvor fantastiske de er,« siger han og fremhæver Brøndbys snak om blandt andet at have det rigtige koncept og den mest rigtige klubånd.

Ifølge Henrik Byager har FCK og ikke mindst Ståle Solbakken bygget en frustration op igennem længere tid, fordi de ikke har fået samme kredit for store resultater. Og så kunne den norske fodboldtræner ikke holde frustrationen tilbage.

»Han fremhæver, hvorfor Brøndby snakker så meget om de bedste spillere, den bedste klub, de bedste socialdemokrater. Og så sætter han trumf på ved at sige, at de begge er glade, fordi Brøndby gerne vil være nummer tre,« forklarer Henrik Byager og fortsætter.

»FCK vil synes, at der fik Ståle lige givet Brøndby og Thomas Frank en velopsparet lussing efter for meget snak og for lidt aktion – walk the talk. Omvendt vil man i Brøndby-lejren sige, at Thomas Frank med sin mere åbne og imødekommende stil ikke lod sig rive med af Ståles provoktationer, og at han viste formatet. Og det var tydeligt, at det var det med formatet, der pissede Ståle af.«

Henrik Byager mener, at der i Danmark er opstået en professionel fodboldkultur, hvor trænerne spiller med og bruger de midler, der ligger i at tilfredsstille sine fans og få sendt nogle signaler før, under og efter kampene.

»Det kan være helt afgørende for en klubs dynamik og opbakningen til det, der foregår. Og det er det, begge trænere vil sikre. Et godt eksempel er Jurgen Klopp, da han kom til Liverpool. På et enkelt pressemøde fik han vendt hele dynamikken og stemningen omkring klubben. Det betyder utrolig meget med identifikationen med klubben. Træneren er den primære talsmand for klubben,« lyder det.

Ifølge kommunikationsrådgiveren kunne begge trænere gå fra tv-duellen med det, de gerne ville. Han sammenligner det med en politisk debat, hvor dem, man er mest enig med, vinder.

»Jeg tror, FCK’erne synes, at det var fedt, at Ståle på Brøndby Stadion får fremhævet ’snakkemonsteret ude fra Vestegnen’. Og jeg tror, Thomas Frank føler, han fik optrådt i overensstemmelse med sine værdier, nemlig at have en mere underspillet kritik og hele tiden ytre respekt for FCK. Det gjorde han ved at sige, at FCK har domineret de sidste 10 år,« slutter Henrik Byager.