Tak for tilbuddet, men nej.

Det var et svar i den retning, som Hobros 21-årige kant-raket Emmanuel Sabbi fik sendt videre til den israelske klub Maccabi Haifa. Den unge amerikaner ønskede ifølge B.T.'s oplysninger nemlig ikke at skifte Hobro ud med Haifa.

Den israelske storklub var ellers stort set enige med Hobro om en pris tæt på de 600.000 euro – eller hvad der svarer til fire millioner kroner. Men da tilbuddet nåede til Emmanuel Sabbi selv, var han ikke interesseret i netop det tilbud.

Emmanuel Sabbi er derfor stadig i Hobro lidt endnu, men interessen har været stor for spilleren, som har vist glimt af sit rå talent. Tidligere har B.T. fortalt, at Brøndby har vist stor interesse for den 21-årige amerikaner.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Men der er altså også udenlandsk lys på Sabbi, der især tiltrækker sig opmærksomhed fra portugisiske klubber. Det betyder dog ikke, at han nødvendigvis skal væk fra Hobro denne sommer.

For Emmanuel Sabbi har stadig kun været i Hobro i to sæsoner, og det var i den seneste sæson, at han slog sig fast som fast mand hos nordjyderne. Det kastede fem mål af sig i 27 kampe.

Det har været nok til at få flere klubber til at spærre øjnene op, og fire millioner kroner var altså nok for Maccabi Haifa til at få lov at tale med offensivspilleren.

Det taler panelet i denne uges udgave af Transfervinduet blandt andet om. Her bliver det også til en snak om FC Københavns køb af Jens Stage i AGF, Brøndbys jagt på en ny midterforsvarer samt mange flere spændende transferhistorier.