Noget der har fået stor opmærksomhed i denne vinterpause er træningslejre i Dubai. Med både landshold og ligaklubber.

Og nu reagerer en af FC Midtjyllands store profiler, Tim Sparv, på kritikken i et opslag på Twitter.

'Vi i spillertruppen ved godt, vi træner i et land, der har nogle fejl. Homoseksualitet er ulovligt, Qatar bød på at være vært på VM i 2022, hvilket er kontroversielt, arbejdende migranter bliver ikke behandlet fair, og der er ikke frihed til at ytre sig. Det støtter vi selvfølgelig ikke,' skriver Tim Sparv, der har været afsted med landsholdet.

Han roser finske Riku Riski, der ikke ønskede at rejse med det finske landshold til netop Dubai 'af etiske årsager', for sit 'mod'. En beslutning, der også har fået flere spillere, inklusiv Tim Sparv til at kigge indad, skriver FCM-profilen. Egentlig er han enig med Riski, skriver han, men han tror ikke, han ville kunne tage samme beslutning. Og det handler om, at det for ham er en stor ære at spille på landsholdet.

Riku Riski (tv.) ønskede ikke at rejse med Finland til Dubai.
Riku Riski (tv.) ønskede ikke at rejse med Finland til Dubai. Foto: ANTTI AIMO-KOIVISTO
Vis mere

'Personligt har det været et højdepunkt i min karriere. Det er umuligt at beskrive med ord, hvor stolt jeg er af at være anfører for mit land, og jeg ville have meget svært ved at sige nej. Sådan tror jeg også, mange holdkammerater, har det,' skriver Tim Sparv.

Hjemme i Superligaen har der også været stort fokus på træningslejrene i Dubai. Både Brøndby og F.C. København har fået massiv kritik fra mange fans, og F.C. København har efterfølgende meldt ud, at klubben fra næste år dropper træningslejren i Dubai. Og Tim Sparv sætter også ord på, hvordan han selv har det med at rejse til Dubai for at træne med landsholdet.

'Fra et rent sportsligt synspunkt er jeg glad for det, vi har opnået i de otte dage, vi har været her. Denne træningslejr har opfyldt sit formål, og vi rejser hjem og føler, vi har taget endnu et skridt i den rigtige retning,' skriver Tim Sparv og fortsætter:

'Vi prøver at opbygge et vinderhold og opnå noget, som ikke er sket for herrelandsholdet før, og jeg er glad for, at vi som gruppe - på trods af det der er foregået rundt om os - bevarede fokus og gjorde hvad vi kunne på banen. Vi var her for at spille fodbold, vi var her for at gøre vores arbejde, og det gjorde vi,' skriver Tim Sparv.

Tim Sparv har ytret sig om træningslejrene i Dubai.
Tim Sparv har ytret sig om træningslejrene i Dubai. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Han understreger, at han er fortaler for blandt andet at bekæmpe racisme og diskrimination, og han er også en person, der vil kæmpe for lighed. Og derfor er han heller ikke blind, når det kommer til kritikken af Qatar og Dubai, skriver han.

'Nu er turen til Qatar slut, og jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske til januar næste år. I skal alle vide, at vi ikke er blinde i forhold til det faktum, at vi har base i et kontroversielt land. Jeg har læst alle jeres mails, tweets og beskeder, og jeg forstår jer fuldt ud. Jeg er også sikker på, det finske fodboldforbund vil undersøge mulighederne, før de tager en beslutning i forhold til næste års træningslejr,' skriver Tim Sparv og afslutter:

'Der er større ting i verden end at vinde fodboldkampe. Det forstår jeg godt. Men inderst inde er jeg bare en person, der forsøger at gøre mit job så godt som overhovedet muligt,' skriver FC Midtjylland-stjernen.

Norske Rosenborg og svenske Malmö har droppet turene til Dubai, mens blandt andet FC Midtjylland i Danmark stadig rejser dertil.