En landsholdsangriber har takket nej til Finlands træningstur i Qatar efter etiske overvejelser.

En træningslejr til Qatar har skabt splittelse på Finlands fodboldlandshold.

Landsholdsangriberen Riku Riski fortæller, at han har takket nej til at deltage på en igangværende tur til Qatar.

Den kommende vært for VM i 2022 er frem mod slutrunden blevet kritiseret for ikke at overholde menneskerettighederne - blandt andet i forbindelse med de mange stadionbyggerier.

- Jeg fik en invitation, og jeg talte med landstræneren om det.

- Jeg har taget beslutningen efter etiske overvejelser og årsager, og dem vil jeg holde fast i, siger Riski til avisen Helsingin Sanomat.

Landstræner Markku Kanerva respekterer beslutningen. Men han forsvarer træningsturen med, at Finland skal spille to gode landskampe.

Tirsdag aften møder finnerne Sverige, og senere på ugen venter Estland.

Finlands anfører, FC Midtjylland-spilleren Tim Sparv, har valgt at deltage i turen, selv om han også har hørt om problemer i Qatar.

- Qatar har meget at forbedre, når det kommer til menneskerettigheder, men jeg har ikke al information.

- Og det kunne ikke falde mig ind at takke nej til landsholdet, hvis jeg bliver udtaget, sagde Tim Sparv mandag til nyhedsbureauet SPT.

Senere i januar skal Sparv med FC Midtjylland på træningslejr til Dubai.

FC København meddelte i sidste uge, at klubben fra næste år dropper klubbens årlige vintertræningsture til Dubai efter kritik fra FCK's tilhængere. Samme udmelding er ikke kommet fra FCM.

- Som spiller er man som et får. Man går derhen, hvor man bliver bedt om at gå, sagde Sparv mandag til SPT.

/ritzau/