Det kan ende med at blive fire lange måneder i FC København, der lige nu befinder sig i dyb, dyb krise.

Fredag blev AGF-sportschef Peter Christiansen – bedre kendt som 'PC' – præsenteret som det ansigt, der sammen med træner Jess Thorup skal stå for det sportslige ansvar i den københavnske storklub.

Dermed har FC København 48 dage efter fyringen af Ståle Solbakken endelig sat sig fast på setuppet, der skal tegne FCK-butikken fremadrettet. En butik, som i øjeblikket står på noget usikker grund, og hvor et enormt genopbygningsarbejde venter.

Men som det ser ud lige nu, så må lige præcis arbejdet mellem den nye træner og nye sportsdirektør vente lidt endnu.

FC København skriver i sin pressemeddelse, at Peter Christiansen senest tiltræder i april. Og hvorfor så det? Ja, det skyldes ganske simpelt, at sportschefen har et opsigelsesvarsel i AGF, der først udløber på det tidspunkt.

Ønsker hovedstadsklubben at gøre brug af ham før tid, skal bestyrelsen med Bo Rygaard i spidsen derfor punge ud og købe 'PC' fri af hans kontrakt, men det har FC København ifølge B.T.s oplysninger endnu ikke forsøgt på.

Sker det ikke, vil det kommende vintertransfervindue som udgangspunkt også være uden Peter Christiansen ved forhandlingsbordet.

Det er dog samtidig værd at notere sig, at 'PC' med sin opsigelse fortsat får løn af AGF, og spørgsmålet er derfor også, hvor længe aarhusianerne ønsker at underskrive lønchecken til, hvad der inden længe bliver en rivals sportsdirektør.

Peter Christiansen vil senest i april træde ind i jobbet som sportsdirektør i FC København.
Peter Christiansen vil senest i april træde ind i jobbet som sportsdirektør i FC København. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Indtil videre har AGF med omgående virkning valgt at suspendere Peter Christiansen, efter han fredag sagde sit job op.

Bestyrelsesmedlem William Kvist har indtil videre haft den midlertidige rolle som sportslig ansvarlig, men det er endnu uvist, om han fortsætter i den rolle, indtil Peter Christiansen træder til.

AGF har nu påbegyndt arbejdet mod at finde en ny sportschef. Indtil da vil den administrerende direktør, Jacob Nielsen, varetage opgaverne midlertidigt.

'PC' optrådte selv i FCK-trøjen som aktiv spiller fra 2000 til 2005. 16 år senere bliver det så til et gensyn med Parken og træningsanlægget 10'eren på Frederiksberg.

Denne gang i en helt anden og langt mere magtfuld rolle.