Sportchefen i AGF, Peter Christiansen, har i dag meldt sin opsigelse i klubben.

Det skyldes, at han har underskrevet en kontrakt med FC København.

Og det har AGF taget konsekvensen af med det samme.

De har nemlig valgt at suspendere Peter Christiansen med øjeblikkelig virkning, fordi de ikke ser nogen anden udvej på nuværende tidspunkt.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Bestyrelsesformanden i AGF A/S, Lars Fournais, siger, at Jacob Nielsen overtager opgaverne. Det er dog kun midlertidigt, at den administrerende direktør optræder i rollen.

»Vi er meget ærgerlige over, at Peter Christiansen har valgt at stoppe i AGF. Han har haft stor betydning for den sportslige fremgang, vi har oplevet de seneste år, og jeg vil gerne takke ham for den store indsats, han har ydet for AGF. Vi skal nu finde en ny sportschef, og indtil vi har en permanent afløser på plads, har vi aftalt, at adm. direktør Jacob Nielsen overtager hans opgaver midlertidigt,« lyder det i en meddelelse.

AGF tilføjer, at de på nuværende tidspunkt ikke har flere kommentarer.

Peter Christiansen kalder det nye arbejde for en kæmpe udfordring.

»Det er selvfølgelig en kæmpe udfordring at komme til en klub som FCK med den historie og de forventninger, der følger med,« siger han i en pressemeddelelse fra FCK og fortsætter.

»Jeg vil gå ydmygt til opgaven, og jeg ser frem til i samarbejde med Jess Thorup og de dygtige mennesker omkring holdet at udvikle klubben og få FCK tilbage til toppen.«

45-årige Peter Christiansen har været sportschef i AGF siden 2017.