Fra Ståle Solbakken til Jess Thorup og Peter 'PC' Christiansen på syv uger.

FC København er noget nær ukendelig knap et par måneder efter, Ståle Solbakken fik sparket.

Som en tyv om natten har FCK flået Peter 'PC' Christiansen ud af hænderne på et granatchokket AGF, hvor han de seneste fire år har været sportschef. 'PC' har sagt op i AGF, der med øjeblikkelig virkning har suspenderet ham. Senest fra april er den dygtige buldretrold ny sportsdirektør i Parken.

Og så trækker jeg vejret ind… Det er ellers en overraskelse af de større, at FCK henter klubbens nye sportslige leder direkte hos en af de største konkurrenter. Og ikke mindst, at det er 'PC', der sammen med Jess Thorup rykker ind i Ståle Solbakkens kontor(er).

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Nu er FC Københavns nye sportslige ledelse øjensynligt på plads. Og det er et noget andet persongalleri, FC Københavns fans nu skal forsøge at spejle sig og genkende deres klub i.

Lige så meget Ståle Solbakken og 'PC' ligner hinanden på frisurefronten, lige så forskellige er de, når det handler om personlighed og tilstedeværelse. Det er på alle måder et fundamentalt anderledes FC København bedømt på identitet og armbevægelser, vi nu skal vænne os til. For hvad og hvem er FCK nu?

Peter Christiansen har gjort det fremragende i AGF, som han sammen med David Nielsen og Jacob Nielsen har ført tilbage til toppen af dansk fodbold. Samtidig er hans indkøbs-cv stærkt, ligesom han de seneste halvandet har vist, at han kan sælge spillere til en pris på den gode side af 20 millioner kroner – blandt andet til FC København. Så langt, så godt.

Det her er måske hårde ord. Men hvor Ståle Solbakken havde internationalt snit, oser 'PC' og Jess Thorup af Superliga – trods det faktum, at Thorup har været et par år i belgisk fodbold. Det er mere knofedt end karisma.

AGF's direktør, Jacob Nielsen (th.), og Peter Christiansen (tv.).
AGF's direktør, Jacob Nielsen (th.), og Peter Christiansen (tv.). Foto: Henning Bagger
Vis mere

De seneste uger har jeg flere gange spurgt, hvem der skal tegne FC København fremover. Hvem skal være klubbens ansigt? Hvem skal personificere FCK? Hvem skal være det hjerte og den hjerne, som Ståle Solbakken har talt om? Her var den nye sportsdirektør halmstrået. Men bestyrelsen greb en anden vej.

'PC' kommer utvivlsomt til at have både hjerte og hjerne med, når han engang får lavet adgangskort til Parken og træningsanlægget 10'eren. Men han kommer næppe til at personificere FC København. I hvert fald ikke det FC København, vi troede, vi kendte.

Dét FC København er væk. Dét FC København, der kan spores tilbage til Flemming Østergaard, men som har været hængt op på Ståle Solbakken. Dét FC København, som klubbens fans i høj grad har identificeret sig med.

Nu bliver FC København en klub, der får sværere ved at skille sig ud. En klub, der bliver endnu mere afhængig af gode sportslige resultater for at holde fansene tæt på. Og de sportslige resultater kan lige nu være vanskelige at få øje på.