Superligaen er en kamp fra at gå på hæld – onsdagens Europa League-playoff mellem AGF og OB.

Igen bliver det en forestilling med et begrænset antal tilskuere på grund af coronavirus, men i Divisionsforeningen drømmer man om, at det bliver den sidste af slagsen med den slags begrænsninger.

Det fortæller Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen, til B.T.

»Det er svært for os at kalde det en målsætning, men vi har nogle ønsker, der er meget vigtige for os. Det er at komme tilbage på noget, der ligner fuld kapacitet under forsvarlige forhold.«

Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen. Arkivfoto.
Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen. Arkivfoto. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Superligaens 14 klubber kan i hans øjne alle være stolt af den måde, Superligaen er blevet afviklet på i de seneste måneder.

»Dansk fodbold har vist sin styrke ved at kunne gøre det her professionelt. Det er ikke så lidt af en bedrift – ikke bare med flere tilskuere end i andre lande, men hele den sportslige sektor, at implementere det test- og protokolregime, vi har nu, som gør, at vi har haft tæt på sygdomsfrie trupper og personale i klubberne.«

Forude venter en dialog med Kulturministeriet og relevante myndigheder om, hvad der kan lade sig gøre.

»Det er svært at sige noget om det nu. Det er også derfor, det er svært at have en målsætning. Vi er nødt til at respektere myndighedernes beslutninger, og det har vi gjort hele vejen igennem. Det kunne ikke falde os ind ikke at være ansvarlige over for Danmarks sundhedsmæssige situation.«