OPDATERET MED CITATER FRA HANS BJERG-PEDERSEN
Lyngby Boldklub går i disse dage nok en gang linedans på konkursens rand. Klubben har en lang historik med økonomiske udfordringer.
Tilbage i 1993 var det også ved at gå helt galt - indtil en person, der senere skulle gå hen og spille en stor rolle i dansk fodbold, trådte til.
FC Københavns tidligere bestyrelsesformand Flemming Østergaard - i folkemunde 'Don Ø' - fortæller nu på sin Facebook-side, hvordan han dengang var med til at redde Lyngby Boldklub fra en truende konkurs.
»I 1993 blev jeg overtalt af Michael Kjær (bestyrelsesformand i Fona, red.) til at være med til at redde Lyngby Boldklub, selv om jeg både var FCK-tilhænger og en stor sponsor i FCK, sagde jeg JA. Jeg syntes dengang, det var synd, ja nærmest tragisk, at klubben, der netop var blevet danske mestre ved at slå B 1903 på Gentofte Stadion, var bragt i knæ. Klubben havde, som situationen er i dag, ej heller betalt spillerlønninger,« skriver 74-årige Flemming Østergaard.
Sammen med en række andre investorer lykkedes det for Flemming Østergaard at iværksætte en redningsplan, der havde følgende tre hovedpunkter: Lyngby Boldklub skiftede nyt navn til Lyngby FC. Et nyt Logo blev udarbejdet – 'vikingen'. Og den fremtidige strategi blev beskrevet som 'sportslig succes, men ikke på bekostning af positive driftsresultater.'
Og det lykkedes at vende skuden i den trængte klub, fortæller Don Ø - selvom han og investorerne et par år senere trak sig ud af klubben.
»Da vi forlod Lyngby FC i 1994, var årsagen samarbejdsproblemerne med moderklubben. Lyngby Boldklub, som havde navnkundige Hans Bjerg-Pedersen i spidsen. Kemien mellem Michael Kjær og “bjerget” var ikke eksisterende. Da vi så fik en henvendelse fra FC København, via Aldo Petersen, om eventuelt at komme til FCK, tog vi efter mange forhandlinger beslutningen om dette. Men faktum er, at vi efterlod Lyngby FC med: positiv egenkapital, nul gæld, godt 2 millioner kroner på bankbogen, en spillertrup, som på daværende tidspunkt blev vurderet til 70-80 millioner,« skriver den tidligere bestyrelsesformand, der i foråret 2017 blev idømt halvandet års fængsel for kursmanipulation hos Parken Sport & Entertainment.
Han ærgrer sig stadig over, at Lyngby - ifølge ham - ikke kunne holde den kurs, han i sin tid var med til udstikke.
»Da vi overlod selskabet, var det eneste, vi forlangte, at vi fik vores investerede tilbage, i takt med at spillerne blev solgt, hvilket skete. Vi overdrog således selskabet værdier for cirka 60-70 millioner – og set i bagspejlet ryster Michael Kjær og jeg stadig på hovedet over, at vi ikke tog en anden beslutning, for vi forærede kort og godt de nye ejere et tocifret millionbeløb. Både Michael Kjær og jeg ønskede naivt at forlade Lyngby med respekt og hovedet højt og ønsket om, at de nye ejere var professionelle og drive virksomheden videre, men vi tog grundig fejl,« fortæller Don Ø.
Hans Bjerg-Pedersen har efterfølgende sendt BT en kommentar til Flemming Østergaards Lyngby-tid. Og han genkender ikke helt Don Ø's udlægning.
»Han (Flemming Østergaard, red.) efterlod ca 700.000 kroner til sine efterfølgere, som ganske rigtigt var inkompetente ud over al beskrivelse. Men hans spillervurdering er værdiløs, al den stund han med arme og ben solgte ud før han drog til FCK. Dem han ikke fik solgt, tog han med til FCK. Hans manglende succes skyldes mere det forhold, at det var ualmindeligt svært at drive fodboldforretning i Lyngby, blandt andet grundet animositet i kommunen - det er blevet meget bedre.«
»Når jeg strittede imod havde det naturlige årsager. Jeg kunne ikke som amatørformand acceptere, at han lod selskabets direktør udarbejde konkrete planer for nedlæggelse af amatørklubben,« skriver Hans Bjerg-Pedersen


