Den udskældte Superligadommer Sandi Putros har erkendt, at han dømte tre fejlagtige straffespark i kampen mellem FC København og Sønderjyske.

Ligeledes har Michael Johansen, der er formand for DBUs dommerudvalg, sagt, at der slet ikke burde være dømt et eneste straffespark i kampen.

Og som en konsekvens af de indrømmelser kræver FCK nu, at Mathias Zanka Jørgensen får annulleret den advarsel, han blev tildelt i forbindelse med en af fejlkendelserne.

Det skriver klubben på sin hjemmeside.

Claus Fisker

»Vi har i dag bedt Disciplinærinstansen tage stilling til det gule kort, som Mathias Zanka fik i forbindelse med SønderjyskE's straffespark i mandagens kamp.«

»Det sker på baggrund af de udtalelser, der er kommet fra dommerformand Michael Johansen samt kampens dommer Sandi Putros  omkring kendelserne, der er blevet beskrevet som fejlagtige af begge, men førte til gule kort til blandt andre Mathias Zanka Jørgensen.«

»En advarsel, som F.C. København mener bør annulleres på baggrund af de vurderinger, som både kampens dommer og dommerformanden efterfølgende er kommet med,« skriver københavnerne.

FCK vandt kampen mod Sønderjyske med 3-2. FCK blev tildelt to straffespark i kampen, mens Sønderjyske fik ét.