Et ophedet skænderi mellem Gerard Pique og Antoine Griezmann har trukket masser af overskrifter i kølvandet på Barcelonas pinlige nederlag til Paris Saint-Germain.

De to Barca-stjerners sammenstød skete allerede i første halvleg, da stillingen var 1-1.

Og Pique og Griezmann gik til stålet i deres tilsvining af hinanden – her kan du læse, hvad der præcis blev sagt.

Men de mange overskrifter om skænderiet er ganske unødvendige. Sådan lyder det nu fra Michael Laudrup.

Pique og Griezmann var i et heftigt skænderi i forbindelse med Barcelonas store nedtur mod PSG.
Pique og Griezmann var i et heftigt skænderi i forbindelse med Barcelonas store nedtur mod PSG. ALBERT GEA

I Champions League-studiet på TV3+ slår den danske legende nemlig fast, at der ikke er noget opsigtsvækkende i episoden (du kan se hele klippet øverst i denne artikel).

»For mig er det ikke ikke-nyhed, det her. Altså det her sker 10, 20, 30 gange i hver kamp. I alle kampe. Det er kun fordi, vi kan høre det hele jo.«

»Det kan du ikke, når der sidder 20.000, 30.000 eller 100.000 (tilskuere, red.). Så det her for mig - det er en ikke-nyhed,« lyder det fra Michael Laudrup, som får opbakning fra Preben Elkjær i studiet:

»Så sætter man sig lige ned og får clearet det her i omklædningsrummet. Det er helt normalt,« konstaterer den tidligere landsholdsangriber.

Barcelona tabte kampen mod Paris Saint-Germain med 1-4 og ligner nu et hold, som har udspillet sin rolle i denne sæsons udgave af Champions League.