Skandale!

Mandag aftens superligakamp mellem Vendsyssel FF og FC Midtjylland blev afbrudt, da linjedommer Henrik Hansen blev ramt af kasteskyts.

»Det kom fra FCM's fantribune, og da jeg fra Henrik i mit headset hørte, at han bad om assistance, valgte jeg at stoppe kampen,« siger dommer Jens Maae til B.T.s udsendte.

Efter en kort snak med Henrik Hansen valgte Jens Maae dog at genoptage kampen.

Liniedommer Henrik Hansen (tv) forklarer dommer Jens Grabski Maae at han er ramt af kasteskyts fra FCM fans i Superligakampen Vendsyssel FF mod FC Midtjylland på Nord Energi Arena i Hjørring, mandag 11. februar 2019.
Liniedommer Henrik Hansen (tv) forklarer dommer Jens Grabski Maae at han er ramt af kasteskyts fra FCM fans i Superligakampen Vendsyssel FF mod FC Midtjylland på Nord Energi Arena i Hjørring, mandag 11. februar 2019. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Heldigvis var Henrik ikke kommet så slemt til skade, at han måtte udgå. Men jeg besluttede via fjerdedommeren at bede stadionspeakeren om at sige til publikum, at tilskuernes adfærd var uacceptabel,« siger Jens Maae.

Han havde sammen med sine linjevogtere muligheden for at forlade banen. Så slem var episoden heller ikke.

»Men adfærden hører ingen steder hjemme. Det har intet med fodbold at gøre. Derfor vil jeg karakterisere det skete som en skamplet på et arrangement som dette,« siger Jens Maae.

Episoden vil dog ikke gå upåagtet hen.

»Der kommer en officiel indberetning fra mig til DBU, og hvad der herefter kommer til at ske, er ude af mine hænder,« siger Jens Maae.