I øjeblikket er et af de helt store samtaleemner i dansk fodbold, om Mathias Zanka Jørgensen kvitter udlandet og kommer hjem til FC København.

Københavnerne, der på Zankas position efter al sandsynlighed forstærker sig med den græske spiller Marios Ikonomou.

Mathias Zanka Jørgensen havde allerstørst succes i FC København, mens hans spillede på holdet med Thomas Delaney, men mens Zanka kan være på vej væk grundet for lidt spilletid i Fenerbahce, går Delanay slet ikke med de tanker endnu trods en position uden fast plads på holdkortet i Dortmund.

»I Bundesligaen havde jeg 16 kampe (ifølge Transfermarkt 11 kampe, red.), jeg startede inde i alle sammen, så jeg føler klart, at jeg er en spiller, der bliver brugt, når der er en idé bag det, og ikke er en indskiftningsspiller,« siger Delaney og tilføjer:

»Så jeg har generelt ikke været skuffet over min spilletid. Jeg har været ærgerlig over mine skader (overrevet ledbånd i anklen i november, red.). Jeg har været ude i seks måneder, og det er selvfølgelig uheldigt. Selvfølgelig vil jeg gerne have mere spilletid, men jeg så det ikke som en decideret dårlig sæson.«

Han slog samtidig i landsholdslejren torsdag helt fast, at et skifte denne sommer er uaktuelt, selv om det store tyske medie Bild i juli skrev, at han er en af dem, klubben vil af med.

Ikke desto mindre forbereder Delaney sig på fremtiden og har ved siden af sin agent, Michael Stensgaard, allieret sig med en anden.

»Det er noget tid siden, så det er der ikke rigtigt noget nyt i, at jeg også er begyndt at arbejde sammen med en anden agent. Han hedder Walid,« siger han om agenten med et godt netværk i England.

Et sted, hvor Thomas Delaney tidligere har været rygtet til, men som ikke er et must go to nu.

»Det var jo naturligvis oplagt, da jeg var i Bremen, men da Dortmund kom, der var det en no-brainer. Der var ikke noget på niveau med det. Jeg vil ikke sige, at der er mange klubber i England, som personligt for mig er på samme niveau,« siger han og forklarer sit valg om at tilknytte endnu en mand i kulissen.

»Jeg har snakket med ham, siden jeg spillede i Bremen. Jeg går rimeligt meget op i karriereplanlægning, så det ville være dumt at skifte agent, når man skal skifte klub, så det er da bedre at forberede sig. Det er i hvert fald ikke det signal, jeg ville sende, at jeg vil skifte klub.«

Hvad er det så for et signal, du vil sende?

»Det er en naturlig udvikling – jeg er kommet op og spiller i en større klub, og der er det altid vigtigt med kontakter, agenter og netværk. Der er ikke noget odiøst i det, altså, jeg ser ikke frem til noget klubskifte,« understreger Delaney, der har rundet de 29 år og har planer om at vende tilbage til FCK en skønne dag.

Derfor er han da også i dialog med manager Ståle Solbakken.

»Ja, jeg tror, Ståle har god snor i alle gamle FCK'ere. Jeg skrev tillykke til ham efter sejren over Basaksehir, og vi snakker ikke noget vanvittigt. Ståle er meget kortfattet på sms i hvert fald – mere end verbalt, så der er ikke noget mere end almindelig kontakt,« siger han og fortsætter om returen til FCK i fremtiden:

»Jeg ser da mig selv have en kontrakt i udlandet i hvert fald. Og så ser jeg også mig selv spille i FCK igen, og vejen dertil, det kan man aldrig vide.«

»Jeg tror, at jeg vil være både ganske både tilfreds og stolt, hvis Dortmund bliver den sidste klub i udlandet, så der er ikke noget i min bucket-liste, som jeg skal,« lyder det fra landsholdsspilleren, der til gengæld kan glæde sig over, at han tidligere denne sommer tog et andet vigtigt valg i livet og friede til sin kæreste, Michelle, der i øvrigt er datter af den tidligere Brøndby-træner Henrik Jensen og bror til fodboldspilleren Mike Jensen.

»Vi har været sammen i lang tid, og hun har været med på hele rejsen, så det var et naturligt skridt. Uden at jeg skal stå her og tale alt for meget Se og Hør, så gav det mening,« forklarer Delaney.

Mening giver det altså også for ham, at han giver det et skud mere i Dortmund, hvor han har kontrakt i to år endnu – inden vejen en dag igen lægges forbi FCK.