Værdier bevæger sig op og ned, og det gør de også i fodboldverdenen.

David Nielsens værdi på trænermarkedet var efter alt at dømme højere for et år siden, end den er nu. I hvert fald hvis ambitionerne går i retning af andre adresser end Fredensvang.

AGFs cheftræner kunne dog ikke være mere ligeglad med den slags. Det siger han selv i et interview med B.T.

»Min værdi kunne ikke rage mig mindre. Den går op og ned efter, hvordan holdet spiller. Det er underordnet, og jeg skænker det ikke en tanke. Hvis man vil leve lang tid i fodbold, så kommer der perioder som dem her. Hvis ikke man vil leve med dem, så skal man ud af branchen hurtigst muligt.«

Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix
Vis mere

Cheftræneren fortæller også, at situationen i AGF ikke har fået ham til at søge andre veje, og at han heller ikke har afsøgt markedet, hvis han pludselig ikke er træner i AGF længere.

»Jeg har overhovedet ikke kigget andre veje. Det har jeg ikke i ét eneste sekund. Det har jeg i allerhøjeste grad ikke. Fokus ligger på at få løst den her situation,« siger han om det efterhånden truende nedrykningsspøgelse.

AGF har i jagten på bedre præstationer aktiveret Jón Dagur Thorsteinsson igen. Det har klubben gjort, efter islændingen ellers var blevet smidt ud af truppen.

»Vores situation er ændret. Da vi traf beslutningen, var det en anden situation. Hvorfor må man ikke ændre mening, hvis situationen ændrer sig? Da vi ikke har fået point, ville det være dumt, ikke at bruge de spillere vi har til rådighed. Mere har jeg ikke at sige til dét,« siger David Nielsen.

B.T. spurgte tirsdag sportschef i AGF, Stig Inge Bjørnebye, hvem der har hovedansvaret for, at tingene i AGF er endt, som de er, men han mente ikke, at man kunne stille det op sådan.

Da David Nielsen får samme spørgsmål, lyder svaret anderledes.

»Vi kan ikke blive ved. Det er mit ansvar. Det er mig, okay. Tak for det,« siger han med et smil på læben og går.