Brøndby har denne uge hentet Johan Larsson og Sigurd Rosted, og begge spillere gik søndag ind og spillede i den første mulige kamp, da de blågule gæstede Herning og FC Midtjylland og tabte 0-1.

Med godt et døgn tilbage af transfervinduet spidser det til for at få cheftræner Niels Frederiksens endelige efterårstrup på plads, og fodbolddirektør Carsten V. Jensen fortæller efter nederlaget til Ulvene, at han mest af alt arbejder på at skabe luge ud i truppen.

»Som det er lige nu, kan vi ikke være flere spillere i omklædningsrummet, så den stopper vel egentlig dér,« siger Carsten V. Jensen og fortsætter:

»Jeg har nogenlunde ro på nu, men kigger selvfølgelig hele tiden på at justere tingene lidt. Primært ser jeg på justeringer med spillere, der er langt fra spilletid. Om der findes muligheder for dem. Men man skal aldrig sige aldrig,« siger han uden at ville afsløre noget om, hvilke kæder på holdet, hvor der er for mange spillere:

Carsten V. Jensen ser primært på, om han kan få skudt spillere med manglende spilletid af sted til andre klubber i det sidste døgn af transfervinduet.
Carsten V. Jensen ser primært på, om han kan få skudt spillere med manglende spilletid af sted til andre klubber i det sidste døgn af transfervinduet. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Nej, det vil jeg ikke sige. Jeg ved bare, at da Sigurd kom forleden, var der ikke plads i omklædningsrummet, så der er nok spillere i hvert fald.«

I de seneste dage er et salg af topscorer Kamil Wilczek blevet talt mere og mere op, og Brøndbys fodbolddirektør har selv sagt, at interessen er der for polakken, hvorfor han så det som en risiko at miste ham.

Der er dog ingen afklaring endnu, siger Carsten V. Jensen.

»Lige nu har jeg ro i maven i hvert fald. Han startede i dag og virkede jo topmotiveret og tændt, og vi har brug for den slags. Der er jo en dag i morgen. Jeg kan ikke forudse, hvad der kan ske, men lige nu og her er der ro på,« siger han om sin anfører.

Foto: Anders Kjærbye
Vis mere

En af de spillere, der synes langt fra spilletid, særligt med Johan Larssons gensyn i klubben, er højrebacken Jens Martin Gammelby, der har været småskadet i løbet af ugen og først trænede med lørdag.

Mod FC Midtjylland var centerforsvareren Hjörtur Hermannsson foretrukket på pladsen, og det forklarede cheftræner Niels Frederiksen således:

»Det er mit bedste alternativ. Mensah er skadet i øjeblikket. Hjörtur er mere hovedstødsstærk (end Gammelby, red.), og vi ved, at de er ekstra gode på standarder, og der gav han os noget, synes jeg. Han har spillet det nogle gange på det islandske landshold,« siger Niels Frederiksen og tilføjer:

»Jeg synes egentlig, det var fire godkendte præstationer i vores forsvar, og de står egentlig meget godt imod.«

»Det er en relativ lige kamp. Vi er lidt på hælene i første halvleg, men spiller en bedre anden halvleg og får også lavet lidt ændringer i pausen, som gavner os og giver os et bedre udtryk. De får nogle omstillinger til sidst, og det skal de gøre, når vi presser fremad. Men vi havde desværre ikke kvaliteten i dag til at score,« forklarer Niels Frederiksen, som ikke vil skyde på, at de berømte sidste marginaler manglede for at få bolden det sidste over stregen.

»Jeg hader det. Det er jo dygtighed ofte, og det mangler vi i dag. Man skal prøve at gøre sig så dygtig, så man ikke er afhængig af marginalerne, og det manglede vi i dag. Sådan kan man også formulere det,« siger Niels Frederiksen, der forventer fremgang hos sit hold, når det er tilbage efter landskampspausen.

»Vi har masser, vi stadig skal blive dygtige til, men jeg synes også, man skal kigge på forudsætninger. Det har været en hård periode, og der har været rigtig mange kampe. Der har været en del skader, og så har vi fået nogle nye spillere ind den sidste uges tid, og de har ikke spillet i lang tid. Så jeg forventer, vi står i en stærkere udgave efter landskampspausen,« slutter Niels Frederiksen.

Først skal et transfervindue dog lige lukkes.