Peter Schmeichel har altid været hyldet og berygtet for sin enorme vindermentalitet, og det fik Brøndbys fodbolddirektør, Carsten V. Jensen, at mærke på tætteste hold.

Han tørnede som aktiv ud for de blågule, mens Peter Schmeichel endnu var i klubben, 'CV' fortæller i podcasten BrøndbyLyd, at han gjorde alt for ikke at være reserve til kampene og dermed undgå at varme målmanden op.

»Min motivation for at spille på holdet var, at man ikke skulle varme Schmeichel op. Opvarmning af Schmeichel er det største mareridt i min karriere, tror jeg. Eller et af dem. Og det, tror jeg, at du vil kunne finde mange eksempler på. Der er mange unge spillere, som er blevet hevet ud til at varme Schmeichel op, som måske har set det som et større pres end at skulle præstere i store kampe,« fortæller Carsten V. Jensen til BrøndbyLyd.

Han uddyber, hvorfor det var så slemt:

Carsten V. Jensen fandt det ikke sjovt at varme Peter Schmeichel op, da de spillede sammen.
Carsten V. Jensen fandt det ikke sjovt at varme Peter Schmeichel op, da de spillede sammen. Foto: Frank Cilius
Vis mere

»Schmeichel var/blev en verdenskeeper, og det afspejlede sig selvfølgelig i alt, hvad han gjorde. Og når først det blev kampdag og opvarmning, så blev det så fokuseret, at du ikke drømmer om det, og tingene skulle foregå meget, meget, meget præcist, så der var nogle ting i opvarmningen, som virkelig krævede et højt niveau for dem, der skulle varme ham op,« forklarer han.

Carsten V. Jensen fortæller, at Peter Schmeichel havde krav om halvliggende afleveringer fra baglinjen, som skulle skydes tæt på pletten for så at blive flugtet mod mål.

Men det var vigtigt, at boldene ikke skulle gå i nettet, så Peter Schmeichel fik en fornemmelse af, at redningerne sad der.

Ellers var der ballade.