Det var nok ikke ment sådan, men en lykønskning af den tidligere angriber Martin Bernburg har fået en masse fans til at grine i kor.

Også Brøndbys egne.

Det er sådan, at den tidligere Superliga-bomber har fødselsdag i dag, og som det er kutyme, har klubben ønsket sin tidligere spiller tillykke på det sociale medie Twitter. Det er der intet specielt i. Han fylder 35 år, og alt stemmer.

Men så er der den medfølgende tekst, der virkelig er sjov, for hvad er det lige, at halvdelen af 40 er? I hvert fald ikke 35…

»Stort tillykke med dagen til Martin Bernburg, der i dag er halvvejs til de 40,« skriver klubben.

Her er nogle af fan-reaktionerne i forlængelse af opslaget.

  • Ved at bruge samme regnemåde er jeg kommet frem til, at de andre hold allerede nu ikke kan indhente os … hurra hurra hurra.
  • Er det den samme person, der laver årsregnskab, for så forstår jeg meget bedre klubbens økonomi.
  • Har I holdt virtuel julefrokost, Brøndby?
  • #hejmatematik.

Og så er der selvfølgelig en venlig bruger, der kommer klubben i møde med et mere præcist regnestykke.

  • Halvvejs mellem 30 og 40 selvfølgelig.

Efterfølgende er Brøndby da også selv blevet opmærksom på regnefejlen.

»70, selvfølgelig. Halvvejs mod de 70,« skriver klubben med et glimt i øjet. 

Sådan er det. Vi begår alle fejl. Tillykke til Martin Bernburg!