Jacob Friis husker tydeligt, da han kom ned i omklædningsrummet. AaB havde netop tabt, men resultatet var ligegyldigt. For han var endnu en gang ramt af dårlig samvittighed.

Havde han truffet det forkerte valg? Og burde han i virkeligheden have været et helt andet sted end på sidelinjen?

Spørgsmålene fløj rundt i hovedet på ham, og det havde de gjort hele kampen. For inderst inde vidste han godt, hvad svaret var.

Og det blev blot bekræftet af den stilhed, der mødte ham, da han trådte ind ad døren i det tomme hjem i Aalborg.

44-årige Jacob Friis.
44-årige Jacob Friis. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Jeg så på mig selv udefra og tænkte: 'Hvad fanden har du gang i?' Jeg kunne ikke stå inde for det længere, for jeg burde jo være hos min familie,« fortæller Jacob Friis til B.T. om en periode, der bød på et valg mellem rollen som familiefar og jobbet som Superliga-træner.

Den del vender vi dog tilbage til lidt senere. Først spoler vi nemlig tiden lige knap 14 måneder tilbage.

Her bliver Jacob Friis' fireårige datter, Luna, for første gang indlagt på Sygehus Nord, da en blodprøve hos familiens egen læge viser en alarmerende lav blodprocent.

De overnatter derfor på sygehuset, mens de venter svar på datterens prøver.

»Tankerne begyndte allerede at køre rundt i hovedet, og man frygtede jo det værste. Det var en lang nat,« forklarer Jacob Friis.

Morgenen efter kom lægen ind på stuen, hvor familien lå, for at overbringe beskeden om, at datteren havde leukæmi af typen AML.

»Jeg husker det, som var det i går, og lige da vi får beskeden, var det, som om der kørte et tog gennem stuen. En kæmpe mavepuster og en følelse af angst, der fyldte hele kroppen,« fortæller han og fortsætter:

»Cirka to minutter efter lægen giver os beskeden, begynder jeg at græde. Min verden brød sammen. Det hele var så surrealistisk og uoverskueligt.«

44-årige Jacob Friis måtte i oktober opgive jobbet som træner i AaB på grund af datterens kræftsygdom.
44-årige Jacob Friis måtte i oktober opgive jobbet som træner i AaB på grund af datterens kræftsygdom. Foto: Henning Bagger
Vis mere

I håb klamrede han sig dog til lægens ord om, at det var muligt at behandle for netop denne leukæmitype. Og derfor måtte han da også være stærk, når han var sammen med sin datter og sine to andre børn Melua og Arthur på henholdsvis syv og to år.

Efter svære samtaler med bedsteforældre og familiemedlemmer besluttede familien sig for allerede at flytte ind i en bolig tilhørende Skejby Sygehus samme aften, så de sammen kunne komme igennem den svære tid, de nu stod over for.

»Vi skulle ikke stå med to andre børn, der ikke anede, hvor deres forældre eller søster var henne,« fortæller Jacob Friis.

Herefter ventede et år med udsigt til kemobehandlinger. Der blev lagt en plan for behandlingsforløbet, men efter blot to måneder kom det første tilbageskridt. Luna var nødt til at få foretaget en stamcelletransplantation.

»Det var noget af en mavepuster. Merle (Jacob Friis' hustru, red.) og jeg følte hele tiden, at det var to skridt frem og ét tilbage,« forklarer den 44-årige nordjyde.

Sammen med resten af familien måtte han fejre jul på Skejby Sygehus, mens de ventede på stamcelletransplantationen. Kort efter røg Danmark ind i coronanedlukningen, og Superligaen lukkede ned.

Det gav Jacob Friis mere tid sammen med familien, og det blev en øjenåbner for ham og skabte efterfølgende en konstant stemme i hans indre dialog.

»Jeg ville ikke være en dårlig familiefar eller en dårlig træner, så jeg tog et opgør med mig selv,« forklarer han.

Mor (Merle) og datter (Luna) på Rigshospitalet i marts, efter stamcelletransplantationen.
Mor (Merle) og datter (Luna) på Rigshospitalet i marts, efter stamcelletransplantationen. Foto: Privatfoto
Vis mere

Tilbage i det tomme hjem i Aalborg kunne han ikke længere holde tankerne og spekulationerne ud.

Han måtte træffe et valg.

For alt imens han havde stået på sidelinjen i opgøret mod Vejle, lå hans datter Luna indlagt på Rigshospitalet i København.

»Jeg havde haft det skidt hele dagen over, at jeg ikke kunne tage med hende, og da jeg stod på sidelinjen, begyndte det at fylde for meget i mine tanker. Det kunne hverken jeg, min familie eller AaB stå model til længere,« forklarer han.

Fra det øjeblik blev lille Luna da også hans absolutte topprioritet. Han ville ikke være en far, der fulgte med i hendes sygdomsforløb på afstand. Han skulle være der for hende. Hele tiden.

Og efter et par tunge dage med konstante overvejelser og samtaler med både familie, venner og kollegaer stod det klart, at han var nødt til at være sammen med sin datter, som i øvrigt har det godt og reagerer positivt på den medicin, hun får i øjeblikket.

»Jo flere snakke jeg havde, jo mere gav valget mening. Jeg ville ikke længere stå i en situation, hvor jeg skulle prioritere,« lyder det fra Jacob Friis, der efter to dages betænkningstid traf sit livs hårdeste beslutning.

Af den grund besluttede han sig for at sige sit job op som cheftræner i AaB efter mere end 12 år som ansat i klubben.

Jacob Friis under en Superliga-kamp i juni 2020.
Jacob Friis under en Superliga-kamp i juni 2020. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Jeg var meget berørt, da jeg meddelte det til staben, direktionen og spillerne, men bagefter kunne jeg mærke, at det var den rigtige beslutning. Nu kunne jeg tænke 100 procent på familien,« fortæller han.

Beslutningen ramte ham hårdt, for han er vokset op kun et stenkast fra klubbens træningsanlæg. Det var svært for ham at give slip på noget, der altid havde været en del af hans liv.

»Hvis man arbejder en tredjedel af sit liv med fodbold og tænker på det resten af tiden, så er det enormt svært at sige farvel til,« siger han og tilføjer:

»Jeg er afklaret med mit valg, for jeg nyder at have tid sammen med min familie, men jeg er også overbevist om, at jeg nok skal komme tilbage på sidelinjen en dag.«