Det passer ikke, når Martin Pusic siger, at FC Midtjylland fik tilbud fra udlandet på ham, men ikke fortalte ham om det.

Det slår FC Midtjylland-direktør, Claus Steinlein, fast efter kritik fra netop Martin Pusic i et interview med B.T. Sport.

»Pusic spurgte mig flere gange, om jeg ikke havde fået store tilbud på ham, og jeg synes helt oprigtigt, at det var synd for ham, at det aldrig kom. Jeg ville virkelig gerne have solgt ham, hvis det rigtige tilbud var kommet. Han var en af hovedmændene bag vores første mesterskab, og han havde fortjent et skifte, men der kom bare ikke noget tilbud,« siger Claus Steinlein, der mener, at et uberettiget image var klistret på Martin Pusic, og flere klubber derfor afholdt sig fra at byde på ham.

»Han rodede rundt med flere agenter, og det er sådan i topfodbold, at man skal vælge den rigtige agent, hvis man vil sælges. Det er vigtigt. Men Pusic havde også et image, som ikke var berettiget, og det lukkede mange døre. Han er topprofessionel og træner hårdt og knokler for sit hold,« lyder det fra Steinlein, som tilføjer:

Foto: Claus Fisker
Vis mere

»Han havde kun to dårlige episoder. Det ene var straffesparket, han tog fra Jakob Poulsen, og det skete kun, fordi han har en vanvittig vindermentalitet. Og den anden var, at han ikke ville spille efter kampen mod Esbjerg. Ellers er der ikke noget negativt at sige om ham overhovedet.«

Du kan her læse hele Martin Pusics kritik mod Steinlein samt østrigerens forklaring på, hvorfor han forlod AC Horsens efter bare fire dage i klubben.

»Min største fortrydelse med ham er, at vi burde have hyldet ham for hans topscorertitel. Det fik vi ikke gjort, og det kan jeg kun beklage. Vi holdt ikke hovedet koldt, som vi burde, efter mesterskabet var sikret. Det har vi lært af nu. Det var en fejl,« forklarer Claus Steinlein, der ikke tager det så tungt, at han ifølge Martin Pusic har løjet for spilleren.

»Det har jeg ikke.«

Martin Pusic kom til FC Midtjylland i 2015. To år senere var det slut i Herning, da han skiftede til F.C. København. I mellemtiden var han også en tur i hollandsk fodbold hos Sparta Rotterdam.