Der er gang i svingdøren i det midtjyske.

Lørdag blev det endegyldigt sikkert, at Jakob Poulsen forlader klubben efter flere års tro tjeneste - og søndag tager Gustav Wikheim samme vej ud af døren.

FC Midtjylland har således solgt den norske kreatør til Al-Fateh FC i Saudi-Arabien.

Det oplyser den danske klub i en pressemeddelelse.

Gustav Wikheim under pokalfinalen i Parken i maj.
Gustav Wikheim under pokalfinalen i Parken i maj. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

B.T. har således tidligere kunnet afsløre i podcasten Transfervinduet, at der blev arbejdet på et salg af Gustav Wikheim, og det er således blevet en realitet. At det bliver Saudi-Arabien er dog en overraskelse.

»Vi har haft en aftale med Gustav om, at vi skulle se på mulighederne, hvis der dukkede et økonomisk attraktivt tilbud op for begge parter, og det gjorde der med henvendelsen fra Al-Fateh SC,« siger FCM-sportschef Svend Graversen i pressemeddelelsen.

Wikheim har skrevet under på en treårig kontrakt med den saudiarabiske klub, men klubben oplyser ikke, hvad man har fået for nordmanden.

Du kan her læse mere om, hvordan alle Superligae-klubberne forventes at arbejde frem mod transfervinduets lukning mandag aften.

»Jeg er et menneske, som gerne vil prøve noget nyt, og efter tre år i FC Midtjylland kom den mulighed. Jeg har haft fantastiske sæsoner i klubben, vi har vundet titler sammen, og jeg har lært mennesker at kende, som jeg vil huske resten af mit liv,« siger Gustav Wikheim i pressemeddelelsen.

Gustav Wikheim kom til FC Midtjylland i sommeren 2016 fra belgiske Gent. Siden har han spillet 116 kampe og scoret 23 mål og undervejs vundet det danske mesterskab og den danske pokalturnering.

Foruden Jakob Poulsen og Gustav Wikheim har midtjyderne også solgt Kian Hansen, Paul Onuachu og Mads Døhr Thychosen, mens man har udlejet spillere som Mayron George, Ayo Simon Okosun, Sammy Skytte og Bozhidar Kraev.

/ritzau/