Man har et standpunkt, til man har et nyt.

Først var AGFs Jón Dagur Thorsteinsson udeladt at truppen for resten af sæsonen, da han ikke ønskede at underskrive en ny kontrakt. Men nu er han tilbage igen.

Det er ifølge B.T.s sportskommentator, Søren Paaske, ledelse på et meget lavt niveau fra AGFs side.

»AGF har gjort sig selv fuldstændigt til grin med håndteringen af denne sag. Jón Dagur Thorsteinsson står tilbage som den helt store vinder, mens AGF – og særligt Stig Inge Bjørnebye – har tabt ansigt på en måde, jeg sjældent har oplevet.«

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Bjørnebye meldte ellers tidligere ud, at Thorsteinsson ikke skulle stå i vejen for de unge i klubben, hvis ikke han ville underskrive en ny kontrakt.

Men nu hvor AGF er i reel fare for at rykke ned, så har sportschefen altså ændret mening.

»Det er elendig ledelse fra AGFs side, og Stig Inge Bjørnebye signalerer ikke andet end inkompetence, slingrekurs og manglende pondus. At AGF nu kommer krybende tilbage og beder Jón Dagur om hjælp, efter de har behandlet ham så dårligt, det må gøre rigtig ondt,« siger Søren Paaske.

Der har i den sidste tid været diskuteret meget, om det er David Nielsen eller Stig Inge Bjørnebye, der er problemet i AGF.

Men håndteringen af denne sag taler i hvert fald ikke imod, at Stig Inge Bjørnebye ikke har gjort sit job godt nok, mener Søren Paaske.

»Rent sportsligt er det indiskutabelt den eneste rigtige beslutning, for AGF har tydeligvis brug for Jón Dagur Thorsteinssons kvaliteter inde på banen. Det kan blive afgørende i kampen for at undgå nedrykning.«

»Men det ændrer ikke på, at sagen efterlader indtrykket af en klub med store ledelsesmæssige problemer. Særligt omkring sportschef Stig Inge Bjørnebye, der lige nu ligner en katastrofal ansættelse, som kan ende med at blive rigtig, rigtig dyr for AGF.«

B.T. ville gerne have talt med Jón Dagur Thorsteinsson onsdag, men i en sms fra kommunikationschef i AGF, Søren Højlund Carlsen, fortæller han, at Thorsteinsson ikke stiller op til interview onsdag.