Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Han indgik ikke længere i planerne for foråret. Men nu har piben fået en anden lyd, når det kommer til AGF-profilen Jon Dagur Thorsteinsson.

For fløjspilleren kommer igen i spil til de sidste kampe efter at have været ude i kulden.

Det fortæller klubbens sportschef Stig Inge Bjørnebye i forbindelse med tirsdagens træning.

»Da vi tog beslutningen, var vi et andet sted og i god afstand til nedrykning. Vi var alle enige om, at vi skulle udvikle på holdet i foråret, men det er ikke gået, som vi havde håbet, og derfor står vi i en helt anden situation nu, hvor vi har brug for alle kræfter,« siger Stig Inge Bjørnebye.

Jon Dagur Thorsteinssons kontrakt med klubben udløber til sommer, og han har som udgangspunkt ikke tænkt sig at sige ja til en forlængelse.

Derfor røg han ud af truppen med det argument, at man ville fokusere på fremtiden, og han har ikke været med i de seneste seks kampe.

Jon Dagur Thorsteinsson delte desuden et billede på sin Instagram-profil, hvor han i teksten takkede klubbens fans.

»Klubben vil aldrig sige farvel til fansene fra mig. Stig (Bjørnebye red.) kontrollerer ikke min Instagram, og han kontrollerer ikke, hvad jeg siger til fansene, som har været bag mig i tre år. Jeg ville bare sige tak til fansene for min tid her. Men det har ikke været den slutning, jeg ønskede,« fortalte Thorsteinsson efterfølgende til B.T.

Men nu har klubben altså valgt igen at aktivere ham, fortæller cheftræner David Nielsen, der er glad for den beslutning.

»Det er en beslutning, vi selvfølgelig har brugt tid på at træffe, men ud fra mit synspunkt en helt rigtig beslutning. Jon har vist den helt rigtige indstilling og attitude i det seneste stykke tid, og derfor ved vi, at han kan bidrage med noget i den aktuelle situation,« siger cheftræneren.

AGF ligger i skrivende stund tredjesidst i Superligaens Kvalifikationsspil. Klubben har blot seks point ned til Vejle Boldklub, der ligger til nedrykning.

David Nielsens mandskab har tabt de seneste tre kampe i træk, og klubben har ikke vundet i Superligaen siden 18. februar. Det er i alt ni kampe i træk uden sejr.

Andre læser også