FC København og Brøndby delte med en nullert i Telia Parken.

Der blev ikke scoret en eneste gang i de knap så sexede 90 minutter, og dermed er der altså pres på FC København, der jagtes i toppen af AGF.

Brøndby var ellers tæt på et par gange, mens Jonas Wind da også ramte tværliggeren to gange.

Her er B.T.s karakterer til de to hold:

FC København 4-4-2

Det virkede 'shaky' hos den svenske målmand, der blandt andet gled en glidende tackling ud til en Brøndby-mand og generelt bare lignede en anden end den pålidelige svensker, han har været i store dele af sæsonen. Karakter: 6

Det så ud som om, at det forfærdelige boldtab mod FC Midtjylland torsdag stadig sad i Varela. Han var slet ikke så sikker i sine pasninger som normalt, og defensivt så han til tider rundtosset ud. Karakter: 4

Der var satsede afleveringer, vigtige kropsdueller, urolige løbedueller og meget andet i Nelssons søndagsbod. Uden ham havde det muligvis set endnu mere usikkert ud i bagkæden, og den glidende med et kvarter igen var ekstremt vigtig. Karakter: 7

Svensk-græsk cocktail i kategorien 'sprængfarlig'. Man aner ikke, om bomben sprænger i Papagiannopoulos hænder med en foræring til følge, eller om han kommer glidende ned som en livredder. Karakter: 5

Bengtsson så ikke ud til helt at kunne gennemskue, hvordan han skulle agere mod en wingback. Var på mellemhold, løb baglæns og kunne ikke finde holdkammerater at spille. Offensivt kom han kun med få gange - med skæve indlæg til følge. Karakter: 4

Der mangler noget tung Rioja, så den fodboldsangria kan peppes op. Der blev tjattet og nipset for meget - og kom for få rigtig farlig aktioner ud af den spanske kantspiller. Karakter: 3

FC Københavns bedste spiller i corona-tiden var ikke helt oppe på de vanlige tangenter. Musikken flød ikke på samme måde ud af fødderne. Men stadig en vigtig brik, når FCK skulle spille sig ud af Brøndby-presset. Karakter: 6

Københavnerkaptajnen var manden, der skulle løfte et ekstremt svingende FCK-hold. Zeca sørgede for at gå forrest, men han kunne altså ikke presse en decideret gennemført præstation ud af sit hold. Karakter: 8

Du finder ikke en mere 90'er-fræk frisure end Thomsens i Superligaen for tiden, men der skal pumpes mere Dylan McKay og mindre Brandon Walsh i ham. Havde en fod med i en del, men uden at det udmøntede sig i noget rigtig farligt. Karakter: 4

Momenter af individuel klasse, men så også boldtab af de helt grelle. Skulle have sparket føringsmålet i kassen ti minutter efter pausen. Men meget dynamisk og med fint oplæg til Winds første store chance. Karakter: 6

Kropsstyrken, afleveringerne og farligheden skal lige spidses til. Men to afslutninger på overliggeren og efter pausen også langt mere sikker som opspilsstation. De sidste 45 minutter lignede mere den Wind, man kender. Karakter: 7

Indskiftere:

Aarhusianeren skulle tilføje noget krumme i en mager københavnerkage. Kom ind i pausen, men lignede en mand, der havde taget skoene forkert på. Pasningsspil af meget varierende kvalitet. Karakter: 5

Der er altså liv i kroaten. Hans vendinger og hurtige afleveringer tilføjede lidt til et hakkende FCK-hold. Ikke at det blev mere stabilt, men lidt mere nærgående. Karakter: 6

Kom ind med et kvarters tid tilbage. Karakter: UB

Kom ind få minutter før tid. Karakter: UB

Kom ind få minutter før tid. Karakter: UB

Efter to fine præstationer med to nederlag var der ikke en tredje at hente for Solbakken. Hans hold spillede ikke godt, og der var ikke mange gode angreb i FC København. AGF må lugte blod i kampen om andenpladsen. Karakter: 5

Brøndby 3-5-2

Rygterne om et Schwäbe-retur til Tyskland fyger på Vestegnen. Men det lader ikke til at påvirke Brøndby-keeperen, der spiller med en Indurain'sk hvilepuls inde i det mål. Aldrig stresset eller i tvivl. Karakter: 7

Nok Brøndbys bedste norske indkøb nogensinde. No bullshit-agtigt fjeldgranit. Fik flere gange Jonas Wind til at ligne en forkølet spejderdreng i hovedstødsduellerne. Og så skiller han sig også rimeligt af med bolden ... når man tager hans nationalitet med i betragtningen. Karakter: 7

Det begynder at se helt fornuftigt ud med den Brøndby-defensiv. Og det skyldes ikke mindst Maxsø, der som 'puppet master' i midten holder trådene samlet. Brændte i første halvleg en direktør ... i Jan Bech-klassen! Karakter: 8

Kører sandsynligvis på de sidste dampe af sin Brøndby-tid. Og han er velkørende. Har det som en tysker til Schlager-festival i det tremands-midterforsvar. Og i perioder gik der ren Maradona i dribleturene. Mon ikke de trods alt ender med at savne ham på Vestegnen? Karakter: 8

Jamen, han kan da i den grad godt Bruus! Den 21-årige Brøndby-avlede offensiv-spiller er blevet smidt ud på en wingback, og her boltrer han sig som en siameser-kat i et kradsetræ. Kvalitetsindlæg! Karakter: 7

Meget synlig igennem hele kampen. Lige fra han efter halvandet minut Balkan-bøllede, så Carlos Zeca måtte vride sig i smerte - til han senere i halvanden sendte bolden på overlæggeren. Hans krigerinstinkt var med til at vække Brøndby fra en sløv start. Men gjorde indmellem også det lette meget svært. Karakter: 6

Duracell-drengen Morten er godt i gang med at spille sig ind som 'Christian Nørgaard light' på den Brøndby-midtbane. Han er så pertentlig og påpasselig som en rigsrevisor i alle sine aktioner og laver derved få fejl. Måske savner man indimellem noget x-factor. Karakter: 7

Stod for én af de mindre iøjnefaldende Brøndby-præstationer. Løb en masse - for det meste - forgæves meter. Havde muligheden for at komme på tavlen i første halvleg - men afslutningen var tyndere end Parkens presse-slavekaffe. Karakter: 5

Mensah-ten om ikke også han leverede en god indsats. Afklaret og rutineret i langt de fleste aktioner. Og så fik han indimellem kørt Pep Biel så rundtosset, at spanieren ikke ville kunne kende forskel på paella og millionbøf. Karakter: 7

Hedlund og Mraz' uheldige Covid19-afbud har skabt et spøjst angrebspar i otsiderne Uhre og 'Jobbe'. Men det fungerer altså - og det har Jesper Lindstrøm en stor aktie i. Masser af intelligente løb og afleveringer. Han skal dog til at justere lidt på havregrynsportionerne - for han får ikke sin vilje i ret mange nærkampe. Karakter: 6

Ja, hans førsteberøring svarer indimellem til, at man skal gribe en hoppebold smidt ud fra Rundetårn med en spiseske - men hans dybdeløb skar gang på gang FCK-forsvaret i over i mundrette bider. Man savnede noget skarphed i afslutningerne - men det er 'the same old story' med Uhre. Karakter: 6

Flot kamp af Niels Frederiksen. Havde set rigtigt med mange af sine valg - og havde ramt det rigtige spændingsniveau hos spillerme. Fra bænken kunne han for det meste siddende nyde, hvordan kollega Solbakken blev mere og mere frustreret. Karakter: 8

Ind

Stjerne-Anis har mistet sin plads i startopstillingen, men han kom ind og viste i korte glimt, hvorfor potentialet er til de store ligaer. Karakter: 7

(Ind. 67) Kom og sled forbilledligt løs. Udstråler masser af rutine. Brøndby gør klogt i at forlænge det samarbejde. Karakter: 7

(ind. 82) uden for bedømmelse